Hej Else.
Jeg skriver til dig, for at få råd til vores dagligdag, som ind imellem gør lidt ondt. Vi er en familie på 4 – min mand og jeg, og vores søn T på 4 år og 10 mdr, og vores datter M på 2 år og 1 måned.
Den største udfordring er vores søn og hans adfærd.
Han er for tiden en kæmpe udfordring. Fra han står op om morgenen, mellem kl. 5 og 6 og til han kommer i seng om aftenen kl. 18.30 har vi løbende konflikter, hyl, skrig, råben osv. Det er enormt drænende for vores familie. Specielt weekender er ufatteligt hårde.
Lidt baggrundsviden.
T blev storebror for 2 år siden, da var han 2 år og 8 mdr. Han udviste stor jalousi over sin søster. Han kunne finde på at sparke til hende, eller træde på hende, hvis hun lå på gulvet med legetøj. De var naturligvis aldrig alene sammen.
Jeg fik en efterfødselsreaktion efter fødslen af M. Min læge tog mig ikke alvorligt, og synes blot vi skulle gå til en familiebehandler i kommunen, hvilket vi gjorde.
Vi fik lidt råd og vejledning omkring dagligdagen og fik hjælp til at sætte struktur på vores dag. Det hjalp en smule. Ydermere fik jeg samtaler med familiebehandleren individuelt for at styrke min morrolle, som var lidt usikker. Forstået på den måde, at jeg ikke stolede på mit eget værd som mor.
Siden er det gået op og ned.
Jeg har efterfølgende været i behandling for stress og depression, da reaktionen desværre kun voksede sig større.
Jeg har været i behandling for depression, og var sygemeldt med stress i ½ år. Jeg er nu tilbage på mit job, stadig i gang med at trappe op i timer, og er nu delvist raskmeldt. Det går fint på jobbet. Jeg mener selv at min stress blev udløst af tingene herhjemme, de mange udfordringer vi stod med.
Jeg kan tilføje at min man i samme ombæring fortalte, at han led af ludomani, og gennem flere år havde tilegnet sig en stor gæld på over 100.000 kr. Det var en hård tid. Han har været i behandling, vi har kæmpet sammen, og han er nu fuldstændig ude af sit spille misbrug og gælden bliver stille og roligt tilbagebetalt, omend vi har en stram økonomi. Vi drømmer stadig om eget hus. Men det ligger nogle år ude i fremtiden. Vi bor i et rækkehus på 90 kvm., og især jeg ønsker mig mere plads meget snart.
Tilbage til vores hverdag.
Det vi oplever med T er et voldsomt følelsesliv.
Han har meget svært ved at få modstand. Det kan være når han får et nej til noget han gerne vil opnå. Om det så er en kiks før aftensmaden eller andet vi som forældre siger nej til.
Derudover oplever vi at det er svært for ham at “høre efter”. Altså få ham til at gøre som vi siger. Vi kræver selvfølgelig ikke at han altid hører efter i en alder af 4 år. Men det er altid når der er skift i aktiviteter. Når vi skal ud af døren og han skal tage sko og jakke på, når vi henter ham i børnehaven, og han ikke vil med hjem, når han skal på badeværelset om aftenen og have nattøj på/børste tænder.
Enten griner han af os og løber væk, eller også græder han og siger “jeg gider ikke” eller “Jeg kan ikke” (hvis vi kræver at han tager nattøj på).
Vedr. skift er der en episode jeg vil fremhæve. Vi havde været til fødselsdag hos min søster og familie. T. havde leget rigtig godt med sin kusine som er jævnaldrende. Da vi skal hjem, vil han ikke med. Vi får ham med ind i bilen, men han skriger og skriger. Da vi begynder at køre råber han “kør tilbage”. Han er rasende. Han skriger i 50 minutter (vi har en times kørsel hjem).
Han virker jaloux på sin søster. Lidt eksempler på det.
1)T har en drikkedunk med vand, M vil gerne have en tår. T tømmer dunken enten ved at drikke det hele selv i én køre (nærmest panisk uden at trække vejret), eller hælde vandet ud, for at M ikke kan få noget af det.
2) M. sidder i sofaen på den plads hvor T gerne vil sidde. Så kan han finde på at gå hen og slå til hende, eller tage noget legetøj ud af hånden på hende, så hun bliver ked af det og græder.
3) T. efteraber M’s adfærd (Vi vurderer at det er det her med at han gerne vil være “den lille”).
Derudover har T. meget svært ved at vente på tur. Hvis min mand og jeg snakker sammen og han gerne vil sige noget, kan han ikke vente. Han starter gerne med at kalde på os. Hvis det fx er far han vil i kontakt med “Far, far, far, far” indtil far svarer. Hvis far siger “Jeg taler lige med mor, du skal lige vente, så vil jeg gerne snakke med dig”, så fortsætter han blot med at kalde, højere og højere indtil vi ikke er i stand til at tale sammen.
Vedrørende hans sociale egenskaber.
Han har én bedste ven i børnehaven, og han vil gerne være den der bestemmer. Han kan godt lege med andre børn også, men han vil bestemme over legen. Det er blevet bedre dog fortæller de i børnehaven, T. kan godt håndtere hvis de andre børn korrigerer ham og siger, at det og det skal han ikke bestemme.
Herhjemme styrer han legen med søster (de kan ind imellem godt lege sammen), fordi hun er så lille at hun blot følger hans “ordrer”.
T. har tendens til at gå og “pive” og have sådan en slags “grædesprog”. Det er svært at forklare, men han går ligesom og “ynker”. Specielt hvis der er noget han gerne vil have. Så piver han i stedet for blot at spørge om han må få fx et glas saft eller hvad det nu er han gerne vil opnå.
Jeg har spurgt i børnehaven om han “piver” dernede og generelt har den adfærd vi oplever hjemme. Det siger de, at han ikke har. Han er glad i børnehaven og har en sund udvikling.
T. havde da han var 2 år og 7 mdr. væske på ørerne og fik lagt dræn. Han har aldrig haft tendens til mellemørebetændelser eller sovet dårligt, så det var udelukkende pga. manglende sprog at vi opsøgte en ørelæge, som påviste væsken.
Han har været tilknyttet talepædagog i hele den tid han har gået i børnehave og har indhentet sit sprog så han nu er næsten alderssvarende.
Motorisk er han en meget aktiv dreng. Har meget svært ved at sidde stille. Dog sidder han stille når vi fx spiser måltider. Også i børnehaven.
Men i løbet af dagen skal han aktiveres hele tiden. Vi kan ikke bare sidde og koble af i sofaen i weekenden. Han er i gang hele tiden. Sidder vi i sofaen og prøver at slappe af kommer han blot og hopper på os for at få opmærksomhed.
Ifm. med min stress periode, havde vi en psykolog ind over i børnehaven, som vurderede at T. var en sund og rask dreng, og hun så ingen grund til at udrede/vurdere ham yderligere.
Jeg har selv konkluderet at han muligvis kan være det der kaldes “særligt sensitiv”. Børnehaven kalder ham let påvirkelig/skrøbelig. Men ingen har sat noget label på ham. Jeg ønsker selvfølgelig ikke nogen label eller diagnose på ham, men bliver til tider så frustreret at jeg simpelthen er ved at forlade hus og familie.
Så sent som i dag, måtte jeg gå i haven hvor jeg sad og græd, fordi T havde skreget i 40-45 min. i træk, pga. en kiks han fik nej til at få.
Både min mand og jeg er ved at blive vanvittige.
Da jeg har haft stress, bliver jeg hurtigt stresset op af dette, specielt lydene (hyl, skrig, gråd, råben).
Vi ender ofte med selv at råbe og skælde ud, og det går i meget høj grad ud over vores energi til hinanden. Vi har stort set intet samliv og føler til tider at vi ikke har overskud til også at være mand og kone. Vi er stort set enige i alt i opdragelsen og støtter hinanden. Vi har i hverdagen en ret fast rutine – spiser på samme tidspunkt og har helt faste sengetider og putteritualer.
Når det hele kører op, kører mine tanker rundt og jeg bliver overbevist om at han må fejle noget. Her tænker jeg ADHD, Autisme eller andet. Til tider overvejer jeg at gå til læge med ham og bede om udredning, fordi jeg ikke kan forstå hvis det blot er en normal del af det at være børnefamilie.
Og på andre tidspunkter hvor T er sød og blid, tænker jeg at han er en helt normal, men sensitiv dreng.
Vi forsøger at køre en konsekvent men kærlig opdragelse. Vi giver mange knus og kram og fortæller vores børn med ord at vi elsker dem. Vi laver meget med dem, leger, tegner, maler, er i zoo mv.
Jeg går hos psykolog hvor jeg drøfter de her episoder. Vi har også været i dialog med familiebehandler igen via børnehaven, men får blot at vide, at vi gør alt rigtigt. Så her føler vi ikke rigtigt, at vi får stor hjælp.
Jeg har ikke indtryk af at M. har det samme voldsomme følelsesliv som T. Hun har temperament og er stædig, men det tænker jeg blot er sundt. Hun trækker sig ikke ind i sig selv når T. bliver gal. Men jeg frygter selvfølgelig at det går ud over hende at T. til tider fylder så meget.
Jeg kan lige tilføje at T. kom til verden på helt naturligvis vis ved en spontan vaginal fødsel uden komplikationer.
Vi havde lidt ammevanskeligheder. Fuldammede i 7 uger hvorefter jeg supplerede med modermælkserstatning.
Jeg håber du kan give os lidt råd med på vejen.
Med venlig hilsen