Kære Else.
Mange tak for en rigtig god “brevkasse”, som vi har stor gavn af i vores lille familie.
Jeg skriver til dig angående vores skønne datter, K. som er 6 måneder. Hun trives og vokser fint.
Vi bokser dog pt. lidt med mad og døgnrytme:
1. K. vågner allerede mellem 4.30 og 6.00 og vil ikke sove mere. Når vi så står op, går der kun en halv times tid, og så er hun supertræt. Det vil sige, at hendes formiddagslur ofte starter meget tidligt, og dermed kommer hendes eftermiddagslur til at starte sidst på formiddagen… Jeg tænker, om det er uhensigtsmæssigt?
Vi forsøger nogle gange at lægge hende i slyngvuggen om morgen. Så kan hun tage en “morgenlur” i den fra ca. kl. 6.30-7.30. Og så får hun formiddagslur kl. 9-11 ca. Hvad tænker du om dette? Om aftenen sover hun ved 19.30-20-tiden (ammes kl. 24 og 3 ca.). Vi har forsøgt at rykke sengetid til senere. Men hun bliver hurtigt meget overtræt og ked af det.
2. K. ammes fortsat fuldt ud. Vi startede forsigtigt op med grød og mos, da hun var 4 mdr. Desværre har det ikke rigtigt fanget hendes interesse – og hun får fortsat stort set ingenting ned. Vi forsøger at variere med forskelligt frugtmos, grød og grøntsags/kartoffelmos.
Jeg har læst flere steder, at man gerne må give dem mad, de selv kan gnave af. Jeg er dog meget nervøs for fejlsynkning, så vi har ikke rigtig forsøgt endnu. samtidig har jeg på fornemmelsen, at det ville hjælpe. Hun er nemlig en lidt bestemt dame – så jeg tror, hun ville kunne se det spændende i selv at få lov. Hvad tænker du om det med selv at “gnave”?
Vil du kunne hjælpe med et bud på en overordnet plan for døgnrytme ift. søvn og mad? Jeg ved godt, det vil variere lidt dag for dag – men bare for at have en overordnet rettesnor 🙂
De bedste hilsner