Kære Else.
Jeg skriver da jeg har brug for lidt “guidening” – Jeg skal forsøge at gøre det kort. Jeg starter kort med lidt baggrundsviden.
Min søn er i skrivende stund 10 uger gammel. Han kom til verden ved akut kejsersnit, efter jeg var gået 11 dage over tid.
Vi havde fra starten store problemer med amningen, og han havde tabt sig 8% af sin fødselsvægt på 3890g. da vi tog hjem på 3.dagen efter fødslen. Ligeledes havde han en del gulsot (værdierne var lige på grænsen), og i starten fik han overhovedet ikke nok mælk – og vi måtte supplere med erstatning og udmalket modermælk.
Vi har måtte betale for et privat ammeophold for at få det etableret – og det var først fuldt i gang da han var 4-5 uger. i mellemtiden blev han suppleret med modermælk på calma-flaske. Han bliver nu fuldammet, og er blevet det i ca. 5 uger nu.
Jeg er i den heldige situation at jeg har meget mere mælk, end han har brug for og har derfor et godt lager i fryseren, da jeg nogle gange har måtte tage toppen hvis han ikke har spist nok.
Men det sidder stadig meget i mig, at han ikke fik nok mad i starten, og ikke kunne amme ordentligt på mine bryster.
Min søn er en meget mild dreng, der stort set kun græder når han er træt eller sulten – han observerer meget og suger indtryk til sig. Han er motorisk rigtig godt med og er meget stærk i kroppen allerede. Kan ligge lang tid på maven, har hovedet helt oppe og hviler på armene. er god til at holde hovedet. han kan ligge på legetæppet og gribe ud efter ting og tage fat i tingene osv. og har godt kontrol over armene (i forhold til alderen) – får utrolig meget ros af sundhedsplejersken osv. Han griner smiler og pludrer og trives rigtig fint. Hans vægtkurve ligger snore-lige 🙂 og han vejer i dag 6150 🙂
Mit spørgsmål går på søvn om dagen og spisning om natten.
Han sover rigtig godt både om dagen og natten – og har faktisk allerede en rutine. Han sover hver aften mellem 20:20-20:40. (har gjort det siden han var 6 uger)
Hvornår kan jeg forvente at han kan klare lidt længere vågne stræk om dagen? I dag kan han klare imellem 1-2 timer – oftest 1,5 time. Og jeg føler nogle gange, at hans vågne tid næsten kun er at blive ammet og puslet.
Hvornår skal/kan man begynde at arbejde hen imod lidt regelmæssig søvn om dagen? og hvad vil det optimale søvnmønster være for hans alder – og det optimale søvnmønster, når han begynder at kunne arbejde hen imod noget mere struktureret?
I dag vågnede han 06:45, blev ammet og kom over i min seng hvor vi lå og snakkede og fjollede og han faldt i søvn igen kl. 8 og sov 40 min. herefter stod vi op. Hans søvn i dag har derfor set således ud:
kl.8-8:40
kl.10-12:15
kl.14:10-16:30
kl.18:15-18:55
Nogle gange bliver formiddagsluren kortere (hvis det foregår indenfor) og dermed middagsluren lidt længere (han kan godt tage 3-4 timer hvis formiddagsluren kun har været på 1 time).
Jeg kunne godt tænke mig at han sov til middag når det var middag – men i dag har han jo egentlig været vågen hvor man burde forvente en middagslur?…
Angående spisning om natten:
Amning er en del af vores putteritual – nogle gange spiser han meget, andre lidt – men falder altid i søvn på stort set samme tidspunkt – omkring 20:30. så han bliver ammet kl.20 og kommer herefter over i sengen og jeg sidder i rummet til han sover.
Jeg vælger at tilbyde ham mad igen, når jeg går i seng omkring 23-23:30. Nogle gange spiser han meget, andre gange lidt, Han spiser mere eller mindre i søvne og kan nemt lægges tilbage i sengen og sove videre,
Nogle dage vågner han selv et sted mellem kl. 4-5. Og så må jeg jo indrømme, at jeg tager ham op og giver ham mad kl. 5, hvis han ikke selv er vågnet (det sker måske 1-2 gange om ugen) – jeg bryder mig simpelt hen ikke om, at han ikke får mad om natten, når han stadig er så lille.
Uanset om han selv er vågnet eller jeg har taget ham op, spiser han utrolig godt 🙂 Det er aldrig noget problem at lægge ham i sengen igen. Nogle gange pludrer han i 10 minutter, men så heller ikke længere og så sover han igen til omkring kl. 7.
Jeg ved at det er mere mit behov end hans, de dage jeg vælger at tage ham op – men jeg er bange for at han ikke får nok mad – ligesom i starten.
Egentlig passer dette natte-mønster mig helt fint, men jeg ved godt at vi skal arbejde hen imod ikke at spise om natten. Men skal jeg så arbejde på at fjerne måltidet mellem 4-5 først (både for ham og jeg :-)), eller prøve at fjerne måltidet når jeg går i seng?
Jeg har prøvet google – og nogle steder står der at det meget godt at tilbyde mad omkring midnat for at det derfor er lettere at sove igennem – og andre steder står der at børn indtil 4 mdr. har behov for at spise om natten.
Så jeg er faktisk lidt i tvivl om hvad jeg skal rette mig efter.
Jeg ved, at jeg nok bare burde slippe tøjlerne og lade ham selv styre hans søvn og appetit om natten – men jeg tør simpelt hen ikke slippe alt, da jeg nogle gange tror, at han sover fra sin sult. Når jeg så tager ham, bliver han helt ivrig, når han ser brystet og spiser lystigt – som om han blev mindet om at han egentlig var sulten – samt at jeg er bange for, at han springe for mange måltider over til at han kan nå at indhente i dagtiden, når nu han samtidig sover rigtig godt om dagen.
Jeg tror bare jeg har brug for en rettesnor, hvis det er muligt.
Jeg håber meget at du kan hjælpe.
mvh.