Kære Marion.
Jeg håber sådan, du kan hjælpe os. Vores datter på 2 1/2 år giver os så mange glæder og udfordringer. Hun blev storesøster for 9 uger siden, men har klaret det rigtig flot og ikke vist ret mange tegn på jalousi.
Hun er en meget opmærksom og klog pige med et veludviklet sprog – hun husker utroligt mange detaljer, har styr på farver, tal, årstider og snakker om døden, Gud mm. – lyder tit ældre end hun er.
I løbet af det sidste års tid er hun blevet mere og mere trodsig. Det startede især under graviditeten, og vi forbinder det derfor ikke umiddelbart med at hun er blevet storesøster, men nærmere med hendes alder.
Hun vil tit gerne gøre alting selv, og det prøver vi at give os tid til. Hun tager sig dog meget god tid om alting og fordyber sig meget hurtigt i leg. Derfor har vi lavet en kalender, hvorpå der er billeder af, hvad der skal ske i løbet af dagen. Den hjælper i visse situationer, men ikke altid.
Jeg har brug for at fortælle om, hvad der skete i aftes og håber, du kan hjælpe med at se på situationen udefra og fortælle mig, hvad vi som forældre kunne have gjort anderledes.
Under aftensmaden så vi på kalenderen og snakkede med vores datter om, at hun skulle i bad. Hun kunne ikke spise ret meget og fik derfor lov at gå fra bordet. Hun fandt hurtigt på en leg i sit legekøkken.
Da vi alle har spist færdigt, siger jeg til hende, at om lidt skal hun i bad, så nu begynder jeg at fylde vand i badekaret. “Jeg vil ikke!”, siger hun. Jeg siger: “Nej, men det skal du jo. Nu kan du lige lege færdig og så kommer jeg tilbage om lidt, når der er vand i badekaret”. Da jeg kommer tilbage, råber hun grinende: “NEJ – jeg vil ikke!”. Jeg prøver at gribe det an ved at lave sjov “Nå, vil du ikke? Jamen, så må jeg jo kilde dig hele vejen derud” og løber efter hende.
Hun hviner og vi kommer ud på badeværelset. “Men nej, jeg ville jo ikke”, siger hun og løber ind på legeværelset igen. Nå, jeg prøver af flere omgange at få hende med. Vi aftaler, at hun må få noget legetøj med derud, men så snart vi kommer hen til badekaret, vil hun ikke alligevel. Jeg prøver også at snakke alvorligt til hende, spørge ind til, hvorfor hun ikke vil og tale med hende om, at hun må lege bagefter, og nu skal hun altså lige med.
Men det nytter ikke. Jeg behøver en pause for ikke at miste tålmodigheden helt, så min mand prøver at få hende med. Hun vil nu ikke have tøjet og ble af. Han ender ud med at blive skrap og give hende to valgmuligheder: Hun må komme i bad og hygge sig eller i seng med en våd ble. Vi ender med at give hende en “tænkepause” i sengen, mens jeg sidder ved siden af og snakker med hende om, hvorfor man ikke kan have sit tøj på i bad.
Til sidst vil hun godt med ned i bad, men skifter så alligevel mening.. Jeg siger roligt til hende: ” – Jeg kan se, at du ikke rigtigt kan finde ud af det her i aften. Nu hjælper mor dig lige med at få tøjet af.”, hvorefter jeg tager hendes tøj af, mens hun råber og spræller. Hun bliver selvfølgelig sur, og jeg kan mærke, at jeg også er ved at blive rigtig frustreret, så vi lader igen far tage over.
Han ender med at give hende lov til at komme i bad med tøjet, hvorefter hun skifter mening og alligevel godt vil i bad uden tøj. Bagefter vil hun jo så heller ikke have skyllet håret og have tøj på, ligesom hun tidligere heller ikke ville have aftensmad…
Det er bare så trættende, når det kører på den måde! Det føles som om, det er vores datter, der styrer hele showet, selvom vi prøver at sætte meget tydelige rammer op for hende.
Jeg gør mig umage for at forklare hende spillereglerne og jeg synes også, at vi bruger meget tid på at lege med hende og skabe gode stunder, så grænsesætningen ikke skal fylde for meget. Jeg har altid fået at vide, at jeg var meget tålmodig og sådan opfatter jeg også mig selv.
Men tit er det som om at min tålmodighed næsten umuligt kan strækkes mere, og når jeg så bliver vred på min datter, får jeg bare så dårlig samvittighed.
Vi oplever at konflikter som den i aftes tager så meget af den gode tid vi kunne have sammen.
Vi føler os til sidst nødsaget til at true vores datter (og ofte også gennemføre det, vi siger), men jeg får altid dårlig samvittighed og er samtidig så bange for at det skal skade hendes selvværd eller lignende, hvis vi hidser os op.
Åh, kan du hjælpe? Skal tålmodigheden strækkes endnu længere? Eller skal vi være mere konsekvente?
Hvad gør vi forkert?
Tak for et ærligt svar.
Kh