Hej Marion.
Vi har en søn på tre år og en søn på 1 år. Vores ældste søn er kommet godt og grundigt i trodsalderen/selvstændighedsalderen, og vores hverdag herhjemme har forandret sig meget. Det kan gå rigtig godt det ene sekund og det andet, så opstår der diskussioner og konflikter.
Han har altid været en glad og nem dreng. Derfor er det også ekstra hårdt, at han lige pludselig er vendt på denne måde. Han er kommet af med bleen og bruger ikke sut mere. I børnehaven var han kommet af med middagsluren, fordi der var snak om at han ikke havde behov for den mere.
Den er blevet genindført for at se, om det kan gøre hverdagen lidt bedre. Når der opstår en konflikt kan den vare mellem 45 minutter og 1 1/2 time, hvor han bare kun vil det han vil. Vi sætter grænser for ham, men indimellem kan de være svære at overholde. Hvis fx det er ved puttetid og lillebror sover, for så skal han jo helst ikke vækkes igen. Især hvis jeg står alene med dem begge. For så står jeg med to skrigende børn.
Jeg havde en sådan konflikt med ham den anden dag, som varede 1 1/2 time. Hans far var nødt til at komme hjem igen, da jeg til sidst ikke magtede mere. Desværre er det som regel altid hans far, der får løst konflikten, og jeg står tilbage og føler mig som en dårlig mor, der ikke kan finde ud af at håndtere mit eget barn. Det ender i ren frustration og tårer fra min side.
Det er lige meget hvad jeg siger og gør, så er han ligeglad og meget stædig. Går jeg fra ham skriger han i vilden sky. Når det foregår om dagen, og vores yngste søn er hjemme, påvirker det også ham. Vi er måske også lidt hurtige til at være efter ham, fordi vi ved, at når først han starter, så stopper han ikke igen.
Han en velfungerende dreng, der har nogle gode dage i børnehaven. De har slet ikke det indtryk af ham, som vi fortæller dem, når vi har haft en episode. Synes virkelig vi har prøvet alt. Men intet virker. Har brug for lidt hjælp til at komme igennem konflikterne på en ordentlig måde, og uden fars hjælp.
Mange hilsner fra en meget frustreret mor.