Hej igen fagpanel.
Jeg bliver nødt til at søge råd hos jer.
Jeg føler at jeg svigter min ældste datter i øjeblikket. Hun er 23 måneder og blev storesøster for 3 måneder siden.
Hun er en livlig pige med en masse venner i vuggestuen, hun spiser godt og er sund og rask. Tiden i vuggestuen går godt. Hun hygger sig og leger, men fra det sekund jeg henter hende, så går det galt.
Det er lige meget om jeg henter tidligt eller sent, resultatet er det samme. Fra det øjeblik vi går ud i garderoben begynder hun at drille mig, løbe fra mig osv. Jeg lader hende naturligvis fjolle lidt, hun har ikke set mig hele dagen, men i og med at lillesøster hænger på maven, så kan det ikke vare ved alt for længe.
Så bliver jeg bestemt – og hun fjoller endnu mere. Endelig får jeg tøj på hende. Vi kommer ud og så løber hun den forkerte vej, griner og løber grinende væk, hvis jeg bestemt siger “kom, vi skal den anden vej. Til sidst må jeg bære hende op i klapvognen og gå, ellers forsætter det hele vejen hjem, hvor hun vender om, sætter sig på jorden/vejen osv.
Når hun så sidder i klapvognen begynder hun at græde fordi hun vil gå, og jeg siger at det må hun ikke, for nu skal vi hjem. Så begynder hun at plage om kiks/vand et eller andet, og jeg siger nej – hun græder endnu mere. Sådan går det indtil vi er hjemme ca. en time efter.
Når vi så kommer hjem vil hun ikke tage tøjet af. Nogle gange hjælper jeg, andre gange insisterer jeg på, hun skal prøve, for hun gør det hver 3. dag, hun kan godt. Uanset, så begynder hun at græde.
Når vi kommer ind, begynder hun at lege med det, man ikke må, eller plager om det hun ved, hun ikke får lov med. Igen med drama som resultat. Jeg opmuntrer gerne til leg med de ting, man gerne må lege med, men det har ingen interesse.
Så bliver hun parkeret med en iPad i stedet, og jeg laver mad. Ved bordet prøver hun også mine grænser, både med at kaste med mad, rive gaflen hen af bordet og IGEN må jeg hæve stemmen.
Det er præcis samme show om morgenen, både ved maden og på vej til vuggestue.
Jeg har hele tiden nej-hatten på, og den kamp dræner mig så meget, at jeg ikke engang orker at lade hende fx. gå selv eller tage på legeplads. Jeg har virkelig prøvet at hun ikke skulle føle sig overset nu hvor de er to, men det er svært, når jeg hele tiden skal kæmpe med hende.
Vi kan heller ikke tage nogle steder, som fx til en familiefødselsdag, da hun utrolig sensitiv, og også det er forstærket i øjeblikket.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Eller hvordan jeg skal møde hende på en positiv måde i øjeblikket.