Kære Vibeke,
Jeg skriver til dig med et spørgsmål vedrørende min søn på snart tre. Han er en nysgerrig dreng med en livlig fantasi, som elsker at lege rollelege, læse bøger, lege med biler, men også bevæge sig, gå til gymnastik, lege udenfor, være i svømmehallen etc. Hans sprog er rigtig godt, og han er også begyndt at genkende mange af bogstaverne. Motorisk er han også fint med, og elsker at røre sig. Han er vellidt blandt de andre børn i vuggestuen, og er altid sød ved de små. Han blev storebror i februar, og det var lidt svært i starten. Han ville ikke i vuggestuen om morgenen, og pædagogerne sagde, at han var pylret dernede. Han fik derfor nogle kortere dage, og det hjalp. Han er glad for sin lillesøster – og hun er meget glad for ham, og på det seneste er de virkelig begyndt at finde hinanden. Det er dejligt at se.
Der er dog flere ting i vores hverdag, som bekymrer mig.
For det første er det virkelig en kamp at få ham til at tage tøj af og på selv – selvom han sagtens kan. Nogle dage ryger tøjet på i løbet af 2 min, men de fleste dage skal vi sige det til ham mange gange inden han gør det, og ofte ender det med, at han begynder at græde, selvom vi er meget påpasselige med ikke at skælde ud og hæve stemmen. Han laver bare alt muligt andet, i stedet for at tage tøjet på. Det er også et problem nede i vuggestuen.
Efter råd fra pædagogerne er vi nu mere insisterende på, at han skal gøre det selv, og at det ikke må blive en leg. Selvom jeg føler, at vi følger deres råd, så bliver det bare ikke bedre, og flere gange om ugen får vi at vide, når vi henter ham at ”i dag hørte han slet ikke efter, da han skulle tage tøj på, han var i sin helt egen verden”.
Det gør mig frustreret og ked af det, fordi jeg virkelig føler, at jeg gør alt hvad de råder mig til, men jeg fejler alligevel. Pædagogerne siger, at han har en livlig fantasi og finder på mange historier, hvilket jo selvfølgelig er godt, men at vi skal prøve at begrænse legen til legetid, så den ikke kommer ind over dagligdagsaktiviteter som påklædning, spisning osv. Så det prøver vi, men jeg synes bare ikke, at det bliver bedre.
Min anden bekymring går på, at han ikke er så god til at sætte grænser overfor andre børn. Nede i vuggestuen siger de, at han ofte bare begynder at græde, hvis nogle af de andre tager hans legetøj, skubber eller lignende i stedet for at sige stop. Det er faktisk det samme, når hans lillesøster tager noget fra ham – og han er jo meget større end hende. Det er jo dejligt, at han ikke slår eller lignende på de andre, men jeg ville jo gerne have, at han kunne sige fra, og jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal lære ham det.
Jeg ved godt, at det er hverdagsproblemer, men min mand og jeg ved simpelthen ikke, hvordan vi skal takle det længere, og jeg kan mærke, at min frustration stiger, og det gør ikke situationen bedre.
Jeg håber du har et råd.