Kære Else.
Min mand og jeg har brug for din hjælp til at komme på rette spor med, hvordan vi bedst fremmer vores søns toilettræning.
Vores dreng fylder fire år til november. Han var godt 1,5 år, da han første gang begyndte at vise interesse for at gå på toilettet. Han har fået lov at styre slagets gang, så drivkraften har været hans egen interesse. Da han nærmede sig de 2,5 år, begyndte vi at lave mere systematiske toilettider – om morgenen, inden vi skal ud af døren, når vi kommer hjem, før alle måltider osv.
Til oktober er det et år siden, han startede i børnehaven. I en periode på to måneder forinden var han blefri herhjemme. Vi tog bleen af ham, når vi kom hjem fra vuggestue, og i weekenderne fik han kun ble på, når han skulle sove middagslur. Det gik rigtig fint – meget få uheld.
Samtidig med, at han startede i børnehaven, meldte han prompte ud, at han ikke ville gå med ble mere. Jeg ville egentlig gerne have beholdt bleen på ham lidt længere, fordi jeg ikke syntes, at timingen var god pga. den store omvæltning i hans hverdag. Men børnehavepædagogerne insisterede på, at det rigtige var at gribe hans interesse og smide bleen. Det prøvede vi så. Den første uge gik det fint, men derefter gik det ned ad bakke – i starten fik vi ofte 3-4 sæt våde bukser med hjem hver dag. I månederne derefter gik det op og ned. Nogle uger slet ingen uheld, andre uger en vaskemaskine på overarbejde. I vintermånederne aftalte vi med børnehaven, at han fik en ble på, når de var udendørs på legepladsen, for med flyverdragten kunne han slet ikke styre det, og vi kunne ikke vaske flyverdragt hver dag. Den ordning betød, at vi meget sjældent havde vådt tøj med hjem.
Omkring påske i år holdt vi en lang ferie, og det gik rigtig fint med toilettræningen. Jeg tror kun, han havde ét uheld i løbet af tre uger, og han behøvede ikke os til at minde om at gå på toilettet. Men efter ferien begynde det at gå galt igen, og de seneste 3-4 måneder har der slet ikke været nogen fremgang. Faktisk tvært imod. Jeg kan ikke huske, hvornår der sidst er gået en dag uden uheld. I lang tid var det sådan, at problemet kun var i børnehaven, hvor pædagogerne ikke altid har ressourcerne til at huske at minde ham om at gå på toilettet og følge ham derud, hvis hans koncentration svigter. Men nu er problemet lige så udtalt herhjemme. Nogle gange går han bare og smådrypper hele tiden, andre gange er blæren blevet for fyldt, inden han kommer af sted.
Vi har prøvet alt for at motivere ham – fælles historier og tegninger med “tissetrolden”, en lille belønning (rosin) når det lykkes, spændende toiletbøger med lyde – men hvis der har været en effekt, har den altid kun været kortvarig.
Vi har snart været i gang med “projektet” i et år, og vi må begge indrømme, at det begynder at være svært at bevare den konstruktive og opmuntrende tilgang. Og vi er nok også lidt frustrerede over, at han ikke “bare” går på toilettet, når han i flere perioder har vist os, at han sagtens kan. Min mand havde selv problemer med at lære at gå på toilettet i tide, da han var barn – han kan huske det fra sine første år i skolen – så der er måske et element af arvelighed i det. Men hvad kan det ellers skyldes?
Vi har brug for nogle gode råd til, hvordan vi bedst hjælper ham igennem. Vores egne overvejelser går på at give ham ble på igen – dels for at give ham mulighed for at slappe lidt af og få en pause fra det hele, dels fordi det virker meningsløst at blive ved med at insistere på, at han skal lære at være “tør” nu, hvis ikke han selv er motiveret for det. Men vi er i tvivl, om det er at sætte ham tilbage i sin udvikling? Han har ikke lyst til at få ble på, fordi han synes, det kun er for babyer.