Hej!
Jeg har en søn på to år og 8 måneder. Han har altid haft meget temperament, men det sidste års tid har det været særlig slemt.
Der skal ingenting til, før han bliver sur. F. eks. at han snubler og sætter sig på numsen eller taber et stykke legetøj på gulvet. Når det sker bliver han helt hysterisk og skriger højt.
For det meste prøver vi at sige pænt til ham, at han bare skal rejse sig igen eller samle legetøjet op, men når han først er blevet sur er der ikke rigtig noget at gøre, og så er vi efterhånden nået dertil, at han får lov til at skrige, til han selv holder op. Der går typisk et par minutter.
Hvis det kun skete en gang i mellem, ville det ikke være noget problem, men det kan ske 10-20 gange fra han bliver hentet i dagplejen og til han skal i seng, og det er efterhånden ved at tage pippet helt fra os.
Jeg synes, vi har prøvet på alle mulige måder at imødekomme hans hysterianfald, men lige lidt hjælper det. I starten tænkte vi, at det måske havde noget med hans sprog at gøre, men nu taler han pænt og kan sagtens udtrykke sin utilfredshed verbalt uden at skrige.
Vi har også prøvet at sige til ham, at han bare skal spørge om hjælp, når der er noget, han ikke kan finde ud af, men når det er småting som de førnævnte, skal han jo også lære, at vi ikke gør alting for ham.
Han er blevet god til at spørge om hjælp, når noget driller ham, og det belønner vi med at hjælpe, når han spørger, så han også mærker, at det hjælper at spørge mor/far/storesøster.
Vi har været til to behandlinger ved en kraniosakral terapeut (i en anden forbindelse), men hun snakkede om, at han havde nogle spændinger, der kunne tyde på en øget adranalinproduktion, og at det kunne have noget at gøre med hans temperament.
Kan man på en eller anden måde hjælpe ham med at tackle de her situationer, så det ikke altid ender med at han skriger? Jeg tænker både på, hvordan vi som forældre kan tackle det men også på, om der kan være noget fysisk “galt” med ham (jf. det med adranalinproduktionen), som vi kan/skal være opmærksomme på?
Jeg har snakket med hans dagplejemor om det, og hun oplever det samme og har prøvet samme taktikker som os, men med samme manglende resultat.
Med venlig hilsen