Kære Sundhedsplejersken.dk
Vi er en familie på fire, der har nok at se til med to små børn – Thor på lige godt tre og Tilde på 1,5. Som de to bliver større kan vi se markante forskelle på dem, og en af de største er, er Tilde er en sej lille pige, der kan klare det hele (imod alle odds – født tre måneder for tidligt, men tilsyneladende i større risiko for understimulering end det omvendte…), og Thor en meget følsom basse.
Han er en spasmager, men også en tænker, der nemt bliver ked af det, har svært ved at håndtere et nej, som regel ikke har lyst til at komme i børnehave osv. Han er periodisk meget knyttet til enten sin far eller mig, og har samme forhold til sine bamser – det er én bamse den ene måned, en den næste osv.
Vi bor i Luxembourg, hvor han går i fransk børnehave/creche, og efter der startede en anden dansk dreng, taler han pludselig meget mere dér til pædadogernes store overraskelse – de mente ellers, hans franske gik fint (han har været i fransk creche siden han var 10 mdr.) – og blev også gladere for at komme der.
Det er en god børnehave, men der har været og er stadig i mindre udstrækning nogle problemer med en voldelig dreng, og Thor blev meget forvirret og såret over at blive slået og sparket (!) fuldstændig umotiveret.
Det var en svær tid – Thor er så god, som dagen er lang, men han lærer selvfølgelig – og det skal han vel også (desværre) at forsvare sig, og det fører jo også til, at han prøver noget af over for sin lillesøster, hvor vi så må trække meget skarpe grænser, for den går bare ikke! Han er ellers utroligt glad for sin søster, men måske ligger der noget jalousi eller hvad man skal kalde det, fra den lange tid, hvor hun var indlagt, svævede mellem liv og død og familien i den grad var kriseramt, da han var kun 18 mdr….
Jeg gjorde det, så godt jeg kunne for dem begge, men var også i lang tid efter udskrivelse meget påvirket af det, vi var igennem med Tilde, og det har han jo selvfølgelig også mærket, selv om vi forsøgte alt hvad vi kunne at være de bedste forældre for ham samtidig med, at hun krævede os 100%….
Nå, det var en lidt lang baggrundshistorie, men i bund og grund er mit spørgsmål vel, hvad vi kan gøre for at hjælpe ham til at være mindre følsom, blive mindre ked af det over små ting osv. Vi forsøger at køre en fast men (til tider nok for) kærlig linje, og måske kører han for meget om hjørner med os. Han ved jo godt, at det virker, når han siger “Jeg vil bare have dig, moar!”….
I stedet for kun at slå ned å uacceptabel opførsel er vi gode til at rose ham, når han f.eks. er en super storebror. Der går ikke en dag, uden han får at vide, hvor højt vi begge elsker ham, og vi forsøger også at give ham mulighed for at udfolde sig aktivt, fysisk, sammen med os eller andre børn, så meget som nu er muligt.
Vi begyndte for nylig til familiegymnastisk, og første gang var en katastrofe, han var helt i baglås, men allerede anden gang var han en stjerne – han elskede det, og mor kunne sådan set godt være taget hjem! Da det er om søndagen, og vi ofte ikke har mulighed for at være der, prøvede vi så for et stykke tid siden noget andet som supplement, da det var så fedt at se selvtilliden stråle ud af ham, som den gjorde – men det her nye har han så forbundet med noget negativt nu, for hvor første gang der ellers var et stort hit, kom han anden gang til at slå sig og tisse i bukserne, og nu vil han ikke afsted igen!
Jeg mener i bund og grund, at han bare skal op på hesten igen, og vi vil jo ikke lære ham, at hvis noget ikke gik helt godt, så skal man bare blive hjemme fremover – men skal man skubbe lidt på eller respektere hans grænse her…?
Hvilket vi jo også forsøger at gøre generelt. Ligesom vi lytter meget til ham og forsøger at forklare ham ting, han ikke forstår (måske for meget i forhold til alderen…?).
Hvad det med børnehaven og den voldelige dreng angår, vil jeg også gerne spørge, om det virkelig kan være rigtigt, at Thor efter en uges ferie sydpå i begyndelsen af december og ikke et ord om børnehaven, pludselig siger, at han ikke vil tilbage til børnehaven, fordi Theo slår!?!
Jeg HAR taget kampen om den dreng, og gjort opmærksom på problemet, og efter noget tid og nogle protester lagde de en strategi med forældrene (jeg overreagerede tilsyneladende – for i deres øjne var det helt normalt, at de opførte sig sådan – selv om vi, hver gang, vi kom, så ham i timeout, skubbe, sparke eller slå de andre børn og måtte høre Thor sige, at Theo havde slået ham, og så havde han slået igen, for pædagogerne gjorde ikke noget)
Men altså generelt – hvordan støtter vi Thor i at blive mere selvstændig og mindre ked af det, når noget går imod hans vilje? Det skal lige siges, at han som regel er en engel i børnehaven og utroligt selvkørende og velfungerende, men ofte en noget anden dreng sammen med os….
På forhånd tusind tak for hjælpen!
Med venlig hilsen