Hej Else.
Jeg skriver til dig da jeg har brug for et godt råd. Vi har to børn en dreng på snart 5 og en pige på 2 1/2. Vores datter har et voldsomt temperament, og går tingene ikke, som hun vil have det, så slår og niver hun, og tro mig – hun niver hårdt.
Nogle gange ser det ud som om, at hun nyder det. Hun er især slem mod mig og sin storebror. Han kan så godt give igen, men det ligger ikke til ham. Vi har rigtig mange konflikter herhjemme, og både min mand og jeg har indimellem mest lyst til at “gå hjemmefra”.
Fra jeg vågner om morgenen, og igen når jeg kommer hjem om eftermiddagen, så skal alting gå efter hendes ønske, og hvis ikke så bliver hun gal, niver, slår. Vi har prøvet at sige stop og fjerne hende fra rummet, og sat hende til pause i et andet rum, men synes ikke det hjælper.
Vi ved godt, at der er mange forældre, der har det på sammen måde, og jeg har da også snakket med børnehaven. De siger, jeg skal gøre sådan som nævnt, og at de ikke har problemer med, at hun niver eller slår. Det er jo så meget godt.
Hun har fået lagt dræn i begge øre tre gange indenfor et år, og først den sidste gang i november 2012 lykkes det. Nu har hun fået sprog. Er begyndt at snakke i sætninger, synger meget, men når hun bliver gal og sur, så prøver hun ikke at forklare sig. Så kommer der bare en masse lyde, som ingen af os forstår. Og det er lidt som om, at hun ikke hører, hvad jeg prøver at sige til hende.
Jeg synes godt, jeg kan huske, at vores dreng også havde en periode, hvor han var rigtig slem, men han er bare så god og vil så gerne hjælpe. Det kan dog være svært, fordi søster også vil være med. Han havde faktisk intet sprog da han startede som 3 årig i børnehaven, men indenfor 3-4 måneder, så kunne han forklare sig og er rigtig god nu.
Hvad vil du råde os til at gøre med den lille hysteriske “unge dame”*?