Hej
Jeg står i en situation, hvor jeg føler, jeg nu selv må formulere et brev for at få nogle meninger om mit konkrete problem. Det drejer sig om min søn, som lige er fyldt tre år.
Han er det sidste halve år begyndt at slå, når tingene ikke lige går efter hans hoved. Det er kun mig og far, som han slår. Nede i børnehaven er der ingen problemer, og kun meget sjældent blandt den øvrige familie. Når jeg tænker tilbage på det, begyndte det lidt da han blev storebror i maj.
Lillesøster er nu snart 7 måneder, og generelt har han taget rigtig godt imod hende. Han er en utrolig kærlig dreng og siger ofte, at han elsker os alle. Han er generelt meget glad, høflig, velfungerende på alle andre områder og får altid kun ros af pædagoger, venner og familiemedlemmer.
Han er desuden en dygtig dreng og har et meget veludviklet sprog. Han kan selv digte lange historier, kan hele alfabetet, kan næsten tælle til 100 og kan skrive sit eget navn. Derfor frustrerer det mig, at han lige på dette punkt gør noget, der ellers ligger så langt fra hans personlighed.
Jeg forstår ikke, hvorfor han slår! Ingen af os har nogensinde slået ham eller hinanden, og vi har generelt en god omgangstone herhjemme.
For at komme det hele lidt nærmere, vil jeg prøve at nævne nogle konkrete episoder, hvor han har slået mig eller hans far. Det sker ofte, hvis han får et nej. Vi er ikke strikse forældre, men har dog tydelige grænser, som han udmærket godt kender. Det er som om, han prøver dem kraftigt af, og prøver at se, hvor langt, han kan trække den.
Hvis vi fx siger, han ikke skal tage alle sofahynder ned og stable op, så det bliver et stort skib, bliver han sur og slår. Eller hvis vi siger, at nu skal vi altså ud af døren, og han ikke lige gider, bliver han sur og slår.
Jeg prøver ofte, at gøre det, at jeg kort og bestemt siger: nej, jeg vil ikke have, du slår. Og så prøver jeg hurtigt at finde på noget nyt at lave, så jeg ikke dvæler ved det alt for længe. Det er dog sket, at han bare slår igen, og selvom jeg bestemt siger fra, griner han bare og synes, det er sjovt! Det er meget frustrerende.
Jeg har enkelte gange prøvet en time-out, men jeg er ikke særlig begejstret for denne metode, da jeg ikke mener, den har nogen effekt, og da jeg egentlig synes, den er lidt hård, når han kun er 3 år. Desuden er jeg ikke vild med at ekskludere ham fra os på den måde, og bare selv hygge videre med lillesøster inde i stuen. Så for det meste, siger jeg bare bestemt fra og prøver så at aflede med noget nyt og spændende.
Han kan sagtens så efter 5 min, sige: undskyld, fordi jeg slog. Han gør det helt af sig selv, uden jeg beder ham om det. Han siger også ofte: mor, jeg lover dig, jeg aldrig slår eller sparker eller kradser dig igen. Og så forsoner vi, bliver ”gode venner igen,” og leger videre. Men det kommer jo netop altid igen!
Det er slet ikke hver dag, vi har disse episoder, men det er ofte nok til, at det frustrerer mig og jeg kan mærke, at jeg nogen gange bliver rigtig vred på ham. Han har fx én gang kradset mig på kinden, så meget at jeg fik et synligt kradsemærke. Jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg skal gøre for at ændre hans adfærd.
Jeg har tænkt, at det bare var en periode, der vil gå over, så længe, jeg bare bliver ved med at sige, at det ikke er i orden. Men nu har det stået på så længe, at jeg bliver bekymret for, hvornår det vil stoppe.
Jeg vil gerne også lige vende tilbage til det med at blive storebror, eftersom jeg føler, at det var det, der var med til at udløse det. Lillesøster har ikke været en nem baby, og der har været en del gråd herhjemme den første stykke tid.
Desuden led jeg af en mild form for efterfødselsreaktion, da det slet ikke var som jeg havde forestillet mig at være mor til to. Jeg havde dem begge to hjemme de første to måneder, og det overvældede mig mere end jeg havde regnet med. Jeg havde konstant dårlig samvittighed over ikke at bruge nok tid med den store, men så heller ikke at give den lille den samme nærvær, som jeg gav storebror.
Det var hårdt, og krævede meget tilvænning. Jeg var desuden meget opmærksom på, at han ikke vil føle noget jalousi, og at jeg havde ret meget fokus på, at storebror skulle godt igennem det hele, fordi jeg kunne se på ham af og til, at han var træt af al den gråd og selvfølgelig, at hun tog så meget af vores tid, når vi fx skulle skiftes til at gå rundt med hende på armen.
Han var jo vant til, at vi havde fokus på ham døgnet rundt. Jeg forsøger generelt, at være en nærværende mor, og jeg prøver altid at være opmærksom på og tilgodese mine børns behov. Jeg lavede også derfor ofte noget alene med ham i starten, for at han netop skulle føle, at han stadig betyder lige så meget for mig. Og det gør vi stadig – især i weekenderne, når far er hjemme og kan passe lillesøster, når hun sover. Det nyder vi begge, specielt nu efter jeg er kommet helt ovenpå igen. Jeg er helt over en evt. efterfødselsreaktion, og føler mig generelt meget glad for min lille familie.
Jeg beklager, det blev lidt langt. Jeg syntes, jeg blev nødt til at fortælle dig lidt om hele vores situation, for at du kan komme med dit bud på, hvad jeg evt. kan gøre anderledes, eller hvordan du mener, jeg kan håndtere hans temperament bedre. Vi har desuden foreslået ham, at han i stedet for at slå os, når han bliver sur, slår sofaen – det må man jo faktisk godt, hvis man bliver sur. Det har dog ikke rigtig virket. Det er altid det samme. Han slår, han undskylder så sødt uden vi beder ham om det, vi bliver gode venner igen, lige indtil det sker igen. Hvordan bryder jeg dette mønster én gang for alle?
Hvordan håndterer jeg det bedst? Er det normalt, og vil det gå over? Han ved godt, at det er forkert at slå, men det er som om, han bare er ligeglad. Det gør mig inderligt ked af det.