Du har ventet med længsel på, at graviditeten skulle ende. Du har glædet dig til at holde dit barn i armene og rigtig lære det at kende. Når så dit nyfødte barn sover og sover, kan du måske umiddelbart blive lidt skuffet. Og ikke mindst kan du blive bekymret for, om der er noget galt med barnet. Men langt de fleste nyfødte sover meget i de første 1 til 2 uger efter fødslen. Og det er helt normalt. Som forældre skal du derfor bare nyde dit sovende barn og ikke mindst selv få dig noget søvn, for dit eget søvnmønster har ofte ændret sig drastisk. Du sover selv meget afbrudt om natten, så en lur midt på dagen kan gøre underværker.
Det nyfødte barn sover meget
Dit nyfødte barn sover i gennemsnit 16-18 timer i døgnet. Søvnen er nogenlunde ligeligt fordelt over 6-7 søvnperioder. Det er helt o.k., at dit barn sover meget den første tid.
Men der er børn, der sover mere end gennemsnittet. Har du et barn, der stort set sover hele tiden, så vær opmærksom på, om barnet får nok at spise. Det har brug for at blive ammet mindst 8 gange i døgnet. Så hvis det ikke vågner af sig selv og beder om at komme til brystet, må du vække det. Tjek også, at barnet har rigeligt med våde bleer som tegn på, at det får nok væske.
Hvis du er i tvivl, om barnet får nok, så tal med sundsplejersken om det.
Våde bleer
Er dit barn mere end 3 døgn gammelt og producerer 5-8 fyldte bleer i døgnet, så har det fået nok at spise. Er dit barn yngre end 3 døgn, er lidt færre bleer i døgnet ok.
Er du i tvivl om mængden af bleer dit barn bruger i døgnet, så start dagen med at lægge 6 bleer ved puslepladsen. Hvis de er brugt inden for et døgn, så ved du, at dit barn har fået nok at spise.
Det kan være svært at se, om der er tisset i en ble fuld af afføring. Men det er der oftest. Du kan danne dig et indtryk af, hvor meget ved at tage en ny ble i den ene hånd og den snavsede ble i den anden. Er det mere vægt i den snavsede ble, er der også tis i. Så de bleer dit nyfødte barn har afføring i, de tæller med i regnskabet over våde bleer.
På dag 5-6 har barnet ca. 5 tunge bleer i døgnet og 4 bleer med afføring i (det kan godt være 3 den ene dag og 5 den anden dag). Når barnet er omkring en måned gammelt, kan afføringsmønsteret ændre sig, så de bliver mere sjældne.
Afføringens farve
Et nyfødt barn, født til tiden, har afføring, som ændrer sig meget i de første dage. Den allerførste afføring på den første levedag er mørkegrøn og tyktflydende, 2. dag bliver afføringen mere skiftende i konsistensen og brunlig, 3. dag skifter farven igen til gulgrøn, og omkring 5.-6. dag bliver farven gul og grynet. Skiftet i afføringens udseende viser, at barnet har fået modermælk i så store mængder, at det sammen med andre trivselstegn må skønnes at være tilstrækkeligt.
Dit sovende barn får rigelig med stimuli
Hvis dit nyfødte barn sover meget, kan du også være bekymret for, om dit barn bare sover sin tid væk og ikke bliver stimuleret nok. Der er ingen grund til sådanne bekymringer. Børn, der sover meget, er ofte rolige og tilfredse, og den knappe tid, de er vågne, udnytter de optimalt til at få stimuli. Husk på, at den bedste stimuli for dit spæde barn er dit ansigt. Og hver gang dit sovende barn vågner, så ser han/hun dit ansigt og bliver fint stimuleret.
Gulsot er trættende
Op mod halvdelen af de nyfødte børn udvikler lidt gulsot i den første leveuge. Huden bliver let gullig, og barnet får ofte en fin let solbrændt kulør. Gulsot sløver barnet og kan dermed være en medvirkende årsag til, at dit barn sover meget. I løbet af få dage går gulsot som regel over af sig selv. Nogle børn har dog brug for lidt lysbehandling for at få gulsoten til at forsvinde. Blot barnet spiser nok til, at det producerer 5-8 våde bleer i døgnet, er der ingen grund til bekymring.
Men hvis barnet stadig er gul i huden efter 14 dage, skal det undersøges hos jeres læge. Lægen vil tage en blodprøve, der kan vise, om årsagen til barnets
gulsot er for snævre galdeveje. Det er derfor vigtigt, at barnet bliver undersøgt allerede i 3. leveuge, hvis det stadig er gul i huden.
Kilder:
Sov igennem uden gråd. Elizabeth Pantley.
Tjek bleen – den viser, hvordan jeres barn har det. Sundhedsstyrelsen.
Sunde børn for forældre med børn i alderen 0-2 år. Sundhedsstyrelsen 2021.