Du har set din søster, veninde eller en anden kvinde amme. De lægger barnet til brystet, det dier, bliver mæt og lægger sig til at sove. Hvis der er så nemt, hvorfor ammer alle mødre så ikke deres børn? Fordi amning ikke altid er helt så nemt, som det umiddelbart kan se ud til. I hvert fald ikke i begyndelsen.
Mental forberedelse er en fordel
For selvom din krop er skabt til at amme dit barn, så betyder det ikke, at du bare kan finde ud af det. Som med så mange andre ting her i livet skal amning læres. Det kan være svært at tænke sig til, hvordan amning opleves, når du aldrig har prøvet det før. Det er vigtigt, at du vil det med dit hjerte. Og ikke kun oppe i hovedet, fordi du har hørt, det er bedst at amme sit barn. Det er også positivt, hvis du er overbevist om, at du og dit barn nok skal lære det. Tænker du sådan, allerede mens du er gravid, er forberedelserne godt på vej.
Du kan lære af at se på andre
Når du ser din søster, veninde eller en anden kvinde amme sit barn, så prøv fx at kigge på eller se nærmere efter, hvordan barnet ligger, og hvordan det sutter. Prøv at lure dem teknikken af. Hvad er det lige, der sker, når barnet bliver lagt til? Du kan også snakke med dem om, hvordan de oplever det, og hvordan de rent teknisk gør. Og så sug deres guldkorn til dig, og luk ørerne for det, du ikke synes, du kan bruge til noget. Fordi du, dit barn eller jeres situation måske ikke er helt som deres.
Barnet til brystet efter fødslen
Lige efter fødslen vil dine hjælpere guide dig, så dit barn kan finde brystet og sutte hos dig for første gang. I vil ligge ‘hud mod hud’, og det stimulerer barnet. Du kan lægge dit barn til brystet så ofte og så længe det vil. På den måde kommer der hurtig gang i produktionen af brystmælk.
De første dage efter fødslen går med, at du og dit barn arbejder på at barnet bliver lagt godt til rette, og at det får godt fat om brystet og sutter. Du må i en del tilfælde bide tænderne sammen, mens det sker. For barnets malkende bevægelser med tungen svøbt om brystvorten kan virkelig mærkes. I de fleste tilfælde gør det ondt i nogle dage omkring det tidspunkt, hvor mælken løber til. Det er især, lige når dit barn tager fat. Når barnet har godt fat omkring brystet, og I begge er ved at være tilpas med det, så plejer smerterne at forsvinde ret hurtigt, når du har lagt dit barn til.
De næste uger går med at komme ind i noget, der ligner et mønster. Når rutinen hos dit barn og dig har indfundet sig, vil du opleve amningen lige så nemt, som det så ud med din søster, veninde eller anden ammende kvinde.
Følelsesmæssige bånd knyttes
Under amningen vil du opleve en tilknytning til dit barn. Det har stor betydning for jer begge to, både for jeres måde at lære hinanden at kende på, og for jeres fremtidige hverdag. Hvis du giver flaske, er det også, når du sidder med barnet i armene og holder om det, mens det bliver mæt, at de følelsesmæssige bånd især knyttes og mærkes.
Nej tak til at amme
Ønsker du ikke at amme, eller må du opgive at få amningen til at fungere efter et stykke tid, så er det væsentligt, du også med dine følelser accepterer, at det var sådan, det kom til at gå. Moderskabet og den følelsesmæssige nærhed til barnet sidder ikke indlejret i brysterne. Du kan stadig give dit barn alt det bedste, du har.
Kilder:
Sundhedsstyrelsen: Amning – en håndbog for sundhedspersonale. 2021.
Jensen, LS. Amning – få en god start. Politikens Forlag. 2008.
Jørgensen M, Kronborg H. Pjece: Amning – tidlig kontakt 2017.