Kære panel
I vores lille hjem er vi noget udfordret af, at begge drenge på 3 og 7 år jævnligt og helt direkte giver udtryk for, at deres far ikke dur. Det er mor der skal gøre det hele.
Jeg tror såmænd ikke, de mener det så slemt som det kommer til udtryk; men problemet er, at det gør min mand meget ked af det, og han snakker ind i mellem om, at det ville gøre alle gladere, hvis han ikke var der.
Vi har lidt forskellige ideer om, hvad der er ok, og hvornår nok er nok, hvilket giver sig udtryk i, at han ofte skælder ud og siger stop, før jeg overhovedet har tænkt, at det var nødvendigt. Hvilket jo naturligt nok får ham til at fremstå som den skrappe og sure.
Det meste af tiden er de dog glade for deres far og viser det også meget tydeligt i reaktioner og gavmilde kram. For min mand overskygges det desværre af det negative.
Vi har snakket om det derhjemme, og er kommet frem til, at jeg er nødt til at være bedre til at stå fast og sige nej. Hvilket jeg nok ikke har været god nok til – især i hverdagene, når det hele spidser lidt til.
Håber selvfølgelig det gør en forskel.
Hvordan får vi vendt det her om, så alle i familien er glade og føler sig velkomne?
Jeg ser frem til at læse jeres svar.
Mange hilsner
Den frustrerede mor.