Kære Else.
Tak for dine svar på mine tidligere henvendelser. Der har altid været noget vi kunne arbejde videre med.
Meget kort familie beskrivelse far, mor, søn 5 år, datter 4 år.
Min yngste er nem at holde af, hun charmer sig ind på alle, elsker mennesker og kan næsten ikke få nok. Hun leger med alle i børnehaven, og hver gang hun skal have en med hjem, er det som om det er det bedste, der kan ske i hele verden, skal vi læse er det det bedste i hele verden, og ting hun får i gave, er det bedste i hele verden. Når hun er glad, er hun meget glad, er hun ked af det, er hun meget ked af det.
Børnehaven beskriver hende som nysgerrig, sød og en sjov størrelse som er god til rollelege. Hun begyndte i en tidlige alder at snakke, og hun har et stort ordforråd, men udtalen er ikke god. Hun skal til ørelæge til august og der skal talepædagog på hende for at hjælpe sproget på vej. Tror du der er noget vi kan gøre for at hjælpe hende på vej inden? Ellers er hun fin med udviklingsmæssigt.
Min store dreng, er den vi har flest konflikter med. Han er nysgerrig, stiller mange spørgsmål til livet, døden, Gud, hvor bor Gud, Hvorfor kunne du gå før mig, mor? Hvad kan slå en planet i stykker? Osv. (tit før sengetid, og jeg nyder de mange spørgsmål). Det er med til smil, dagen lang. Har spekuleret på, at nogle af dem er store og tunge af hans alder, der er vores datter slet ikke, og tror heller ikke hun kommer med de samme store spørgsmål.
Når han er ude hører vi altid han er sød, spiser pænt, og er nem at have med at gøre. Det opdager vi selvfølgelig også herhjemme, men der er daglige skrig, og ting han nægter at gøre. Jeg ved, at andre synes bedre om vores yngste, og at hun nogle gange får mere opmærksomhed, gaver, folk der gider hende mere, end min store, hvad der kan få ham til at reagere voldsommere.
Bla. a. da vi holdt fødselsdag for den yngste. Her blev han ved med at gentage, at nu er det ikke din fødselsdag mere, jeg vil ikke hjælpe med at sætte på bordet, når lillesøster ikke skal.
Han vil ikke hjælpe og give sin lillesøster et pølsehorn, hvor de sidder i bilen og han sidder med posen med pølsehorn. (var alene i bilen, og han plejer gerne at stikke hende et).
Har været hos familie, hvor han kommer med kommentar som ”Du er dum”. ”Jeg vil ikke bære den skraldepose ud”, ”Jeg vil ikke hjælpe med at bære stolene over”, (nogen der skulle smides ud, og det mente mit familiemedlem, at det kunne han vel gøre). Jeg endte med at gå ud med stolene, for skal man regne med at min søn skal gøre det? Det var jo ikke derfor, vi var der. Er det forventeligt at børn hjælper med den slags, når vi er i byen? Tænker at jeg med min hjælpsomhed, måske kunne vise dem vejen frem i stedet for.
I børnehaven leger han med rigtig mange og har leget med 5 drenge, som han enten er på besøg hos eller kommer her i perioder jævnligt, som vi får det til at passe, og det betyder meget for ham. Hans lillesøster er også begyndt at have venner med hjem, og det kan nogen gange være en udfordring, fordi han er retfærdighedssøgende, og derved vil have helt det samme som hende. Så har hun været på besøg to dage i streg hos legekammerater, så vil han også.
Han vil ikke hjælpe til herhjemme, hvis han får besked på det, slår og er udadreagerende overfor sin lillesøster. Hun bliver slået i hovedet, på armen, lagt ovenpå hende hvis han synes hun driller, siger en lyd, eller han synes det er hendes skyld.
Han har sågar været ved at daffe til een af gæsterne til min datters fødselsdag, fordi han troede hun ville hælde pasta op til ham, og en gang fordi hun satte sig ved siden af hende. Hos ham skal man have lov til at komme tæt på, og det er ikke sikkert han vil give knus til fremmede.
Dog kan det undre mig, at han ved en dyrepasser godt kunne hænge i hans ben, komme med kommentar og stille spørgsmål om dyrene, og hvorfor det, til det han lige har sagt. De havde en brandmand på besøg i børnehaven, og her var det det samme. Der kan han godt komme tæt på.
Er vi udenfor kan han også finde på at vise, hvad han har fået, at han er fem år, og lige har lært at cykle. Er det fordi han mon forholder sig til titlerne, brandmand, julemand, dyrepasser, og det andet er familiemedlemmer, som han ikke ser ret tit.
Skal jeg være nervøs for hans henvendelse til fremmede, som han ikke har gjort før, der har han kun søgt over til os, far, mor. For det er kommet meget her sidst på vinteren og i løbet af foråret. Før var han reserveret, og ville ikke tage i mod en julegave fra julemanden.
I børnehaven beskriver de ham som glad, god til humor. (det er han også hjemme) spiser leverpostejs madder, hvilket han ikke kan lide hjemme, god til at indgå i legeaftaler.
Hvad er det der sker, når kæden hopper af så tit herhjemme? Og han bliver ked af det, frustreret, fordi han ikke må få is på en onsdag, eller vi forventer han er med til at rydde op, lader være med at slå sin søster, dækker bord.
Lederen oppe i børnehaven har været ved mig og sagt, at jeg skulle sige lidt mere til ham, for han kunne da godt tåle at få at vide at han f.eks. Ikke må gå ud af lågen selv. (det er sket en gang), og jeg var optaget af min yngste, som skulle have hjælp. Hun sagde det var synd når han nåede helt ud over kanten med gråd og frustration, og det kan jeg jo kun give hende ret i. Men vi prøver at hjælpe ham, men det er som om det nogen gange kommer ud af det blå, med ham.
Vi prøver at lave ting med dem hver for sig, og give ham en masse opmærksomhed, men selv i den tid, kan han få anfald. Hans lillesøster havde en legeaftale, og jeg havde ham med ude og puste sæbebobler, der blev han ked af det, fordi han ikke kunne nå at fange sædeboblerne, inden de var væk.
”Du skal hjælpe mig først, du skal spænde mig først,” kommer det, og den bitte vil være med. Så det bliver til høje skrig, og skrål, selv om jeg tager det roligt, og tager dem een efter een, og hjælper – så må den anden vente.
Jeg prioriterer meget at være sammen med børnene og arbejder ikke fuldtid. Og det er der, jeg får hug fra omverden, fordi der må da være nogen, der kan passe dem, så jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til. (det er andres behov ikke mit). Er der noget galt i ikke at gerne vil være en del af børnenes liv? Det jeg har lyst til, er jo at være sammen med børnene, hvor svært det end er at forstå?
Når de har været passet, er vores dreng heller ikke sen til at have nogle reaktioner. Alt er galt dagene efter. Har jeg lavet bananpandekager, skulle de være mindre, knækker isen, vil han have en ny, vand op til en bestemt kant. Han vil stort set det modsatte, og han kommer helt ud over kanten, så det er svært at få kontakt med ham igen. Og det er nok også vores største konflikt punkt.
Vi vil ham kun det bedste, og ja, jeg er ikke hård i filten. Jeg siger til ham bagefter, at jeg bliver ked af at han ikke vil hjælpe, sætte sine sko på plads og hvad det nu kunne være. Hvordan hjælper vi ham bedst?
Vi laver mange ting med dem, i skoven, graver efter regnorme, leger med deres legetøj, og hvad de nu har lyst til. Giver dem nye ord, prøver at give dem udfordringer og tid alene.
Min ældste er begyndt at sige: ”at hvis du ikke kommer, eller hjælper, så stiller jeg mig op af andre biler”. (han har fået at vide han ikke må røre ved dem) – ”eller jeg smider sand ud på græsset” (han har fået at vide at han skal lade det være i sandkassen).
Han vil gerne hjælpe med havearbejde, og bruger tid på at køre haveaffald ud på sin traktor. Han er opfindsom og elsker at lave ting selv, og leger gerne alene et godt stykke tid. Han finder selv på at lave forskellige ting, som en kikkert af en overklippet mælkekarton og noget film og elastik. Han og lillesøster leger også godt sammen, og er vi ude på besøg, har de hinanden med i leg. Selvfølgelig driller de hinanden, men de er med tiden blevet bedre til at lade den anden komme med input. Skulle vi så ikke leg at… jo også skal vi ikke sige det.
Men det er hans frustrationer og de mange konflikter, der til tider fylder. Det kan være, at jeg har hældt mad op til ham, og så vil han ikke have det alligevel – fordi vi kigger på ham, eller han ikke kan se fjernsynet. (om fredagen ser de fredagsfilm, og for at det ikke skal blive for sent, kører den gerne under maden også)
Kan du mon komme med nogle gode råd.
Vh.