Kære Marion,
Jeg har usikkerhed og tvivl vedr. min 2,8 årige datter på nogle punkter, som jeg håber, I kan hjælpe mig med en større forståelse for.
Det første spørgsmål går på tilknytning. Jeg undrer mig over min datters tilsyneladende hengivenhed overfor pasningspersonale, som jeg har betroet varetægten over min datter. Hun er lige startet i en ny dagpleje, hvor hun skal være i noget tid. Hun er særligt sensitiv og er ikke klar til børnehave endnu. Jeg har ikke besluttet på forhånd, hvor længe hun skal være i dagplejen fremfor børnehaven. Hun har kun været der ca. 5 dage sammenlagt over en periode på 2 uger, men hun virker allerede utrolig hengiven og fortrolig med dagplejermor’en og glæder sig som regel over at skulle derhen. Det er jo for så vidt rigtig godt, men jeg synes, det er unaturligt, især fordi hun agerer overfor hende, som om HUN var hendes primære omsorgsperson og ikke mig, fx når jeg kommer og henter hende. I dag ignorerede hun mig nærmest og var kærlig overfor og i tæt kropskontakt med dagplejeren. Hun ville ikke med mig hjem, kun da dagplejeren gav hende flyverdragten på, var hun indstillet på det og gik med. Jeg følte mig nærmest som en ligegyldig barnepige, der kom og hentede hende. Jeg har også haft oplevelsen med denne reaktion med noget af personalet i den vuggestue, hvor hun har været i et års tid indtil nu, men kun i perioder.
Er det naturligt eller hvad kan være forklaringerne på denne adfærd? Utryghed ift. skiftet i pasning og skift i rutiner osv.? Vi havde store problemer med start i vuggestue, da hun var 1½ år. Det tog faktisk 3/4 år for hende omsider at føle sig tryg der. Eller straffer hun mig på en eller anden måde?
Når vi er sammen med mormor, er hun på samme måde, men det kan jeg bedre forstå, selvom det skær i hjertet ind imellem, at hun sådan kan synes, at jeg pludselig ikke er det vigtigste i hendes liv. Jeg er nærmest ikke-eksisterende og hun afviser mig, hvis jeg vil i kontakt. Hun foretrækker mormor, og mor kan bare gå! Jeg ved ikke, om det “bare” er mig, der har et skrøbeligt selvværd og måske har misforstået børns tilknytningsmåde, men jeg havde en forestilling om, at jeg altid ville være “den bedste i verden” og hendes første prioritet.
Jeg har fra min datters fødsel været lidt bekymret for, om hun har en grad af autisme – af forskellige årsager, som er for omfattende at komme ind på. Sensitive børn kan dog på nogle måder udvise adfærd, der minder om autisme, så jeg har indtil slået det hen. Men en af årsagerne til bekymringen er bl.a., at hun altid har virket til at have svært ved nærkontakt med mig, ikke ville nusses eller kysses. Derfor er jeg lidt bekymret for vores relation ind imellem.
Det forandrede sig dog her i starten af året, hvor hun var lidt over 2½ år. Hun har haft en periode, hvor hun virkede meget glad for mig og gerne ville kysse og kramme, ligesom hun også har haft perioder før. Men nu bakker hun lidt igen.
Jeg har også store problemer med at få hende til at sove til middag, og også om aftenen. Det er ellers gået rigtig fint indtil videre. Dagplejeren kan heller ikke få hende til at sove, så jeg må hente hende lidt over middag og putte hende derhjemme. Kan det være skiftet fra vuggestuen til dagplejen, som giver disse reaktioner, selvom hun ikke virker til at savne vuggestuen (hun snakker aldrig om dem) og virker til at glæde sig til dagplejemoren?
Næste spørgsmål går på dette her med at skulle gentage overfor børn. Det kan måske virke som et banalt spørgsmål, men det er noget, der tager meget energi i hverdagen, og som jeg tænker, jeg ville kunne gå til på en anden måde, hvis jeg forstår psykologien bag. Jeg undrer mig over, hvorfor det er nødvendigt at sige ting til børn igen og igen og igen, og de så stadig ikke lærer af det. Når man nu har sagt 100 gange, at barnet ikke må åbne og lukke dørene (fx), hvorfor gør de så alligevel? Er det noget med hukommelsen – det synes jeg, at jeg har læst et sted, men kan ikke finde noget om det nu? At børn under en vis alder ikke husker sådan noget, eller at der skal noget specielt til, fx hvis de bliver meget forskrækket, så husker de det. For der ER jo ting, de godt kan huske, at man har sagt til dem. Faktisk er min datter eminent til at huske visse ting og tilpasser sin adfærd derefter næsten med uhyggelig omhyggelighed. Men andre ting, og det er de fleste, kan jeg sige (forgæves kan det næsten virke til) utallige gange.
mvh.