Kære sundhedsplejersken.dk
Lidt kort info om vores liv. Vi har en datter på 25 mdr, som er livlig, aktiv, nysgerrig, morsom, musisk og rigtigt fint med sprogligt! Mor havde hele barslen, og har haft en kortere periode med ledighed derefter.
Far har været studerende og derefter i arbejde, som tager lidt meget af tiden, men han gør alt hvad han kan for at have tid til vores datter. F.eks. er han den, der står op med hende om morgenen og har dejlig far-datter tid og han er også hjemme sidst på eftermiddag og til aftensmaden.
Far er i behandling for depression, men først fra da vores datter var lidt over et år. Det første år af hendes liv, var derfor også præget af fars manglende overskud og nærvær. Depressionen har stået på i mange år, men eskalerede da han blev far. Han har det i dag MEGET bedre og har meget mere overskud. Han leger SÅ godt med vores datter og de har deres ‘egne’ ting sammen, f.eks. guitar, fodbold osv.
En gang i mellem overmandens han dog af manglende overskud og tålmodighed overfor en 2-årig med personlighed og vilje, og det skal der også være plads til. Det vigtigste er jo, at det går fremad.
Problematikken: Da jeg (mor) har været den, der har haft mest overskud både ift fysisk og mental tilstedeværelse, har vores datter helt klart en favorit i mig. Far må ikke putte eller tage sig af hende om natten (hun har altid sovet dårligt og ender tit i vores seng.
I øjeblikket er det også lidt bøvlet med putte-tid, hun overgiver sig ikke uden protest). Når vi alle 3 er sammen, så vælger hun ofte ham fra og mig til: Jeg er den, der skal trøste og den hun ‘vælger’ eftermiddagskonflikten med (hvis hun er træt, så er der ofte en lille konflikt om noget, så skal hun lige have lov til at rase ud og så vil hun gerne krammes bagefter. Og det er altid mig, hun går til med både raseri og behov for kram).
Hvis vi alle sidder i sofaen, f.eks., kan hun finde på at skubbe til ham og sige: gå væk eller gider ikke. Han bliver selvfølgelig siddende og vi fortæller hende, at det skal hun ikke bestemme. Vi må alle være her.
Vi kunne godt tænke os, at vores datter vil os begge to lige meget og jeg kunne godt tænke mig, at jeg ikke ALTID har ansvaret på putning og nattetjansen. Det første er dog det vigtigste, men vi tænker, at det også godt kan høre sammen. Hvis hun oplever tryghed ved sin far om natten, kan det være det smitter af på dagstimerne også.
Spørgsmålet: Er dette noget vi kan eller skal ‘træne’ med hende? Jeg ved jo, at det er med flitsbue, gråd og kald på ‘min moar’, hvis far skal putte og have natten. Skal vi måske bare acceptere, at sådan er det lige nu og det er en konsekvens af de sidste to år? Jeg vil meget nødigt have, at hun føler sig utryg.
Hvis vi skal ‘far-træne’ med hende, hvor er det så bedst at starte? Mere far-datter tid i dagstimerne, så hun gradvist accepterer putning og nattetjans ved far? Eller skal vi kaste os hard-core ud i nogle gråd-fyldte putninger og nætter?
Tak for din tid!
Venlige hilsner