Kære eksperter
Min kæreste lader sin mor og far bestemme over sig og bliver vred, hvis jeg tager afstand over for deres kritik af mig. Jeg elsker ham, og han elsker mig, men jeg er nu efter 14 år begyndt at miste troen på, at han nogensinde slipper symbiosen eller hvad det er med dem. Og jeg bliver trist af at være sammen med ham. Hvad kan jeg gøre? Vi har et barn sammen.
Lidt løst og fast om de problematiske ting i forholdet til hans forældre:
– Vi bor i deres hus, hvor vi har vores etage og de deres, og min mand ønsker ikke at flytte væk.
– Han er altid ret tavs, når han er sammen med dem og han røber Ikke sine egne meninger om noget, hvis de adskiller sig fra deres.
– Hans mor siger altid “jeg kan ikke lide mennesker, der … “ og engang handlede hendes udsagn om, at hun ikke kan lide mennesker, der har en bestemt madpræference. Dagen før havde min kæreste netop sagt at det havde han, men det afviste han så at have sagt og ment, efter hans mor var kommet med sit statement.
– Engang min kæreste dristede sig til at drille sine forældre med nogle ting, de havde gjort, da han og hans bror var børn, så hun skrapt på ham og gav ham fuck-fingeren. Så tav han igen. (Men han havde bare lagt sig i slipstrømmen af sin brors drilleri af dem, hvor hendes reaktion blot var at grine)
– hun bryder tit ind i mine samtaler til sammen monster med kritik af det jeg siger (udtale af ord, spørgsmål) og af min adfærd, fx har hun sagt, at hun ikke kan lide, når folk krammer hinanden, stiller spørgsmål, når de taler sammen. (hvilket jeg gør og vores barn gør – og vores barn var til stede, når hun sagde det, og blev ked af kritikken fra den elskede farmor)
– Min kærestes far har også sagt, at han synes, at det er forkert, at jeg giver kram (selvom jeg ikke gør det til dem, for det har de sagt, at de ikke vil have). Han har også sagt, at det er uhøfligt at stille spørgsmål, når man taler sammen.
– Hans mor og far lægger mig også på is – senest da de havde inviteret os på besøg, og de ikke ville sige hej til mig efter min kæreste og jeg havde gået en lille tur inden frokosten. Jeg stod mindre end en meter fra dem og sagde hej to gange uden at de svarede. Min svigerfar kiggede dog op den anden gang jeg sagde hej, men skyndte sig at kigge væk igen.
– Da min svigermor passede vores dengang halvandet år gamle barn, fortalte hun efterfølgende, at vores barn var ude på at chikanere hende. Årsag: vores barn havde flere gange hentet sangbogen til hende. Det mente svigermor var bevidst chikane.
Mvh.