Hej fagpanel
Jeg skriver da jeg søger et godt råd.
Jeg har en svigermor, som skaber nogle problemer for min mand og jeg. Vi har to drenge, en på 7 og en på 1 år.
Svigermor og svigerfar har et godt forhold til vores 7 årige dreng, men virker ikke særlig interesseret i vores etårige dreng.
Det har været sådan lige fra den dag jeg blev gravid, hvor svigermor gav stærkt udtryk for at det første barnebarn er noget særligt. Hun pointerede ligefrem at hun ikke havde noget i mod at rejse omkring termin, hvilket de også gjorde, da det jo ikke var lige så vigtigt at se barnet med det samme, her anden gang.
Jeg troede det ville ændre sig lige så snart vores søn blev født, men jeg tog desværre fejl. Tværtimod viste de stort set ingen interesse og fortalte deres venner, at han var en tudemarie. De sammenlignede ham konstant med sin storebror, som han på ingen måde kunne leve op til, i deres øjne.
De sad med ryggen til ham til sammenkomster og klagede over, at han græd meget. Han er nu 1 år og de har passet ham 1 gang sammen med storebror.
Vores store dreng spørger de om de må låne til hyggestunder, når de en gang i mellem har tid. Men aldrig den lille.
De rejser meget og er i sommerhus hver weekend. Hvis vi spørger, om de vil passe børnene, siger de gerne nej, fordi de skal i sommerhus. Dog kan de tilbyde at tage den store med.
Derudover køber de konsekvent større og dyrere gaver til den ældste. Og vi har flere gange hørt svigermor fortælle andre, at vores ældste søn er den aller dejligste dreng i hele verden, og at hun derfor finder det svært ved at få den samme relation til den lille. Det gør i sær mig meget ked af det.
Min svigermor er enebarn, og der er min mand også. Min ældste søn er som snydt ud af næsen på sin far. Den lille ligner mig.
Jeg har meget kontakt med mine svigerforældre. Jeg holder dem dagligt opdateret om børnene, inviterer dem i hverdagene, hvor de har tid, og giver dem oplevelsesgaver med deres børnebørn. Min mand har ikke meget kontakt med dem, og der er mig der tager alle initiativer til samvær med dem.
Nu er vi i december og igen i år, er den ældstes adventsgaver konsekvent 50 – 200 kr. dyrere end den yngstes. Vores store dreng bliver meget forkælet af dem, og min mand bad dem sidste år skrue ned for hans gaver, da han ikke længere finder den store glæde ved juleaften. Han får nemlig de fleste af sine ønsker opfyldt i løbet af december. Han får store adventsgaver både lørdag og søndag. Det ødelægger meget for os, da vi har svært ved at glæde ham efterhånden. Til lillebrors fødselsdag fik han også en bonusgave til 300 kr. Og de har altid gaver til ham når de ses.
Vi føler ikke, vi bliver hørt, når vi taler med dem. Min svigermor bliver så ulykkelig, når man tager disse emner op, så jeg ender med at få dårlig samvittighed og lukke den hurtigst muligt. Selv om jeg er meget ked af og vred over det.
Hun føler, at hun blev overset i starten og vendte derfor ryggen til (hendes egne ord). Derudover er de meget bange for, at vores store dreng skal føle sig overset. Vi har fortalt dem, at storebror er meget glad for sin lillebror, og at vi ingen jalousi oplever. Min mand er meget konfliktsky og får ikke sagt ordentligt fra, så efterhånden fylder det så meget, at vi ofte skændes over det.
Men det stikker i mit hjerte hver gang de foretrækker vores store dreng. De har inviteret ham hjem til julehygge i weekenden, og igen er den lille ikke inviteret. Den lille er selvfølgelig for lille til at forstå det, men det gør ondt alligevel. Storebror har undret sig og spurgt os direkte, om farmor og farfar ikke kan lide lillebror.
Jeg er efterhånden så ked af det, at jeg overvejer at gå i parterapi med min mand.
Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad I tænker? Måske er det bare mig, der er for nærtagende og eller ikke forstår deres (gode) intentioner og følelser?