Hej!
Jeg skriver i håber om lidt hjælp til en bedsteforældrekonflikt. Min mand og jeg har to dejlige drenge på snart 6 år, 2 ½ år og nummer 3 på vej (39+3), de er så heldige at have tre sæt bedsteforældre (Mormor og Morfar, Farmor og Farfar og Oldemor og Oldefar).
Desværre er vores forhold til Farmor og Farfar (især Farmor) rigtig dårligt, og har været det siden jeg blev gravid med nummer 2. Tre måneder før graviditeten med nr. 2 flyttede vi fra den lejlighed vi boede i, som lå 2 min. i gåafstand fra Farmor og Farfar. Vi havde et stort ønske om at få vores eget og ikke mindst noget med have til. Det fandt vi 20-25 min. i bil fra Farmor og Farfar. De prøvede med en smule overtagelse at få os til at blive, begrundelse var, at de jo ikke kunne hjælpe med at passe vores søn hvis vi flyttede, og at der ikke var nogen grund til at have en have når vi kunne bruge deres. De arbejder begge, hvilket mine forældre også gør, så det er hovedsageligt Oldemor som hjælper, når der er brug for pasning i hverdagen.
Vi flyttede ind i begyndelse/ midten af december og blev gift d. 20. december (da jeg læser og er på SU, ville jeg ikke kun bruge hele mit fradrag og da vi elsker hinanden og alligevel ville gifte os, når jeg var færdig uddannet, kunne vi lige så godt gør det med det samme). Det vakte stor glæde især hos min svigerfar, jeg overhørte, hvilket ikke var meningen, få dage før brylluppet, ham sige til min mand, at han var rigtig glad for at vi blev gift, så han fik samme rettigheder til vores søn, som jeg havde. Men jeg blev rigtig ked af at høre ham sige sådan. Det blev ikke bedre af, at min mor fortalte, at han havde sagt det samme til hende på vores bryllupsdag, da jeg senere betroede mig til hende.
Det var et lille bryllup, da vi ikke havde tid eller råd til det store. Mine forældre, som også havde betalt maden, overraskede os med flagallé, æresport, kransekage, at naboen havde hejst vores flag, musik til brudevalsen, sang og tale. Der var ikke noget fra mine svigerforældre, min svigerfar holder ellers næsten altid tale. Tre måneder efter blev jeg planlagt gravid med vores yngste søn. Jeg var meget dårlig, havde voldsom kvalme og kastede op hele tide, samtidig med at jeg mellem tre og fire gange om måneden fik migræneanfald. Det endte med, at min læge sygemeldte mig fra mit studie, da han sagde at jeg stressede barnet. Mine svigerforældre, især min svigerfar, blev ved at negligere hvor dårligt jeg havde det og fortalte hele tiden om hvor dårligt en af deres gravide venner havde det.
Vi fik den dejligste søn i midten af december, vi fandt hurtigt ud af, at der var noget galt, han sov næsten ikke om dagen og vågnede mellem 5-8 gange om natten, vi fik at vide at vi ikke skulle være nervøse, at det ”bare” var kolik. Hans første leve år skulle vise sig, at blive forfærdeligt, Sundhedsplejersken negligerede problemerne, og vi måtte opsøge flere læger, før den fjerde henviste os til en børnelæge. Det tog desværre lidt tid, men da han var et år og fire måneder fik han endelig konstateret refluks og sat i behandling. Det havde været så hårdt og min mand og jeg var ødelagte af manglende søvn gennem de 16 måneder. Vi snakkede med mine svigerforældre flere gange, da vi ikke synes, at de hjalp os gennem den hårde tid, men tværtimod gjorde det værre, da de syntes, at vi var meget urimelige, at vi ikke lod dem være bedsteforældre og fordi vi ikke kom på besøg så tit. Mine svigerforældre har som de eneste ikke kunnet forstå vores situation.
Især var der en episode dagen efter fødslen med min nr. 2 søn. Vi inviterede den nærmeste familie til spisning, alle kom, på nær mine forældre, vi var 12 mennesker. Det var meget optimistisk, og vi følte på det tidspunkt, at vi havde masser at overskud. Vi og især min mand blev skuffede da mine svigerforældre valgte at køre inden desserten og fra en kæmpe opvask, fordi de skulle køre min mands storebror og svigerinde til toget 20 min væk (det skal siges, at man kan tage et mindre tog herfra byen og ind til den større by). Min svigermor havde ikke holdt vores søn, da de kørte.
For to uger siden tog mine svigerforældre og jeg en snak, på min opfordring, fordi jeg gerne ville have løst konflikten inden fødslen af vores 3. barn. Min mand havde ikke lyst at deltage fordi de har skuffet så mange gange. Her fik jeg smidt i hovedet at min svigermor var kørt fra os dagen efter fødslen og havde været så ked af det, fordi jeg sendte onde øjne til hende og ikke ville lade hende holde vores søn. Jeg blev så ked af det, for jeg var så glad og stolt den dag. De næste to aftener græd jeg til min mand over det, hun havde sagt, så han tog ud og snakkede med dem. Nu sagde hun, at det havde hun ikke sagt, men hun havde siddet ved siden af mig og kunne mærke en kulde fra mig og hun havde siddet og ventet på en åbning til at kunne holde ham.
Det er ubehageligt, at min svigermor anklager mig for dette, når det ikke har noget på sig og samtidig antyder overfor min mand at jeg lyver. Jeg har efterfølgende været rigtig ked af det og grædt over det mange gange, det har fyldt rigtig meget i vores liv, og vi har brugt mange timer på at snakke om det. I min graviditet nr. 2 kom min svigermor med ubehagelige kommentarer og blev ved med at presse. Og nu er hun i gang med at ødelægge min 3. graviditet, ved at jeg skal gå og spekulere og være rigtig ked af det.
Min mand har sagt til min svigermor, at nu gider han ikke mere, de måtte tage det næste skridt og det er som et minimum at sige undskyld for ovenstående episode. Min svigermor ringede nogle gange efter min eksamen for tre uger siden, tre dage efter at min mand havde snakket med dem, hvor vi ikke tog telefonen, men da hun ringede til hans firmamobil tog han den, da han ikke kunne se at det var hende.
Hun lod som om intet var hændt, men min mand sagde igen til hende, at han havde en kone, som var meget ked af det og at han forventede, at hun gav en undskyldning til os. Til det svarede hun, at det ville hun ikke, og om det ikke var lige meget, nu hvor hun ikke ville mene undskyldningen. Samtalen endte med at min mand sagde at de måtte tage næste skridt og det var med en undskyldning, så begyndte hun med hvor synd det hele er for hende og min mand lagde på. Knap en uge efter lå en buket blomster på vores trappe, hvor på der stod: ”Tillykke med ”eksamen””. Vi blev simpelthen så skuffet, vi troede at de endelig havde taget ansvar.
Alle vores samtaler har været præget af, at min mand og jeg har sagt at vi kan godt forstå dem, men de må også se det fra vores side og vi har givet os ved mange ting. Mine svigerforældre derimod siger hver gang, at det er en misforståelse og at det er så synd for dem. Min svigermor bliver også ved at lave om på tingene så det passer til hendes fordel eller så hun er ”offeret”.
Vi har ikke kontaktet mine svigerforældre, og de er nu taget til Sverige og kommer først hjem efter min termin (med barn nummer 3), det var også en stor skuffelse da vi fandt ud af det
Jeg kunne komme med mange flere eksempler. Min mand og jeg er nået frem til at mine svigerforældre har været vandt til, at vi har gjort som de har forlangt, og da vi så flyttede var vi nød til at sig fra og havde faktisk heller ikke lyst til, at andre skulle styre vores liv.
Jeg har prøvet at vise min svigermor, at jeg godt gider hende, f.eks. ved at tage hende med til nakkefoldsscanning, frem for min egen mor. Men jeg har efterhånden mistet lysten til at lave noget med hende, da det altid er så omstendigt.
Har du nogle forslag til hvad vi kan gøre, et hvert forsøg på en samtale med mine svigerforældre har slået fejl. Ofte er vi gået derfra mere kede af det og skuffet, end da vi kom. Vi er nået dertil hvor vi tænker, om det virkelig er nødvendigt at beholde nogle mennesker i vores liv, som bare gøre det hele surt og trist? Vi vil bare have lov til at glæde os, til vores næste barn kommer og til at være en familie uden spekulationer i forhold til mine svigerforældre.
Jeg ved ikke, om de har tænkt sig og komme og se den lille ny, og hvad vi skal sige, hvis de dukker op. For min mand har jo sagt, at næste gang de kommer skal det være med en undskyldning, og det tror jeg ikke, de har tænkt sig at give. Samtidig ved jeg slet ikke hvordan jeg skal gebærde mig i min svigermors selskab, når den lille kommer, efter beskyldninger om onde øjne/ kulde fra min side.
Med venlig hilsen
Simone