Hej.
Jeg skriver med hvad der kunne lyde til at være en klassisk problemstilling: pasning hos svigermor/farmor. Der er dog flere problemstillinger, der gør sig gældende for, at jeg egentlig ikke har mod på at lade hende varetage vores søn.
Den første er den klassiske: hun ynder at fodre børn med sukker og søde sager i lind strøm, hun er meget stædig omkring sine overbevisninger omkring hvordan man håndterer og drager omsorg for børn – mener vist nærmest at hun er ekspert eftersom hun er mor til to børn og farmor til to (nu tre).
Hun belærer mig i hvert fald hver gang vi ses om hvordan jeg burde gøre (modsat det jeg gør) og tillader jeg mig at sige hende imod, så siger hun direkte at jeg tager fejl. Jeg føler mig ikke respekteret som mor, og synes faktisk det er temmelig ubehøvlet, den måde hun går til mig på.
Jeg tror dog ikke det handler om mig, men om hende selv, der har et stort behov for at føle sig anerkendt på dette som på mange andre områder. Så ved at jeg ikke spørger hende til råds og heller ikke lytter til hendes råd og deler hendes holdninger, er lig med at jeg ikke anerkender hende som mor og farmor. Det er faktisk også én af de helt store problemstillinger mellem os og hende i andre henseender: at hun er meget lidt tolerant overfor os og vores anderledes måde at leve og gøre tingene på – det er som om det sårer hende, at vi ikke er ligesom hun synes, vi skal være og det har ledt til adskillige konflikter mellem os.
Sidste år var der et halvt år, hvor vi ikke talte med hende pga. en konflikt, der udspillede sig under et besøg hos hende. Denne problemstilling er dog den mindste af dem.
Den anden er at hun ikke rigtig formår at sætte sig ud over sine egen følelser omkring et barn: fx har hun flere gange talt rigtig grimt om min kærestes sønners mor i deres påhør, hvilket har gjort dem vrede og kede af det, og forleden valgte hun, mens hun var på besøg hos os, at ringe op til sin søster med hvem hun var uvenner med for at skændes højlydt (råbe og kalde hende grimme ting) over telefonen hen over hovedet på vores dreng, som blev forskrækket.
Hun er slet ikke opmærksom på vores søns signaler, respekterer ikke når han trækker sig og synes ikke at have evner for at få øje på hvor han er, eller hvad han behøver. Det gør selvfølgelig, at jeg ikke oplever hende som nogen pædagogisk ”gode” for et lille barn.
En tredje ting er, at hun synes at have glemt hvor et spædbarn er, og hvad det kan og ikke kan. Eksempler er, at hun, da jeg besøgte hende med vores dengang 6 uger gamle søn, sagde ting som: ”skal han ikke snart have noget ordentlig mad?” og ”han skal ikke sove så meget om dagen, så kan han ikke sove om natten”. I tillæg proklamerer hun stolt at hun ikke tror på moderne medicin, men holder sig til de husmandsråd hun kender fra gamle dage i Balkan, hvor hun kommer fra. Det gør mig da bekymret for om hun kunne finde på at give ham ting han kan kløjs i, holde ham vågen eller smøre ham ind i svinefedt eller hjemmelavede olier (har hun gjort med de to ældre brødre) frem for at kontakte os eller søge lægehjælp.
Det fjerde er, at jeg simpelthen frygter for hans sikkerhed: Da han var 5 måneder oplevede jeg at hun forsøgte at fodre vores dreng med en hel vindrue med sten få uger efter at han var påbegyndt skemad. Senest oplevede jeg, at hun synes, at det var en sjov ide at placere vores søn i vindueskarmen siddende for åbent vindue på 3. sal (hun holdt ham dog..)– ”så han kunne se udsigten”, som hun sagde.
Jeg måtte forklare hende hvorfor det ikke er en god ide hverken på kort eller lang bane at introducere vindueskarme som legeplads. Og jeg har også oplevet, at hun går fra ham eller er uopmærksom, når hun har sat ham op i sofaen til trods for, at han ikke kan sidde selv endnu. Endelig er børnesikrede hjem ikke noget hun kender til eller kan se behovet for. Og jeg er alvorligt i tvivl om hun ville vide, hvad hun skulle gøre, hvis han kom alvorligt til skade (altså yde relevant førstehjælp). Hun vil være alene med ham, hvis han er hos hende.
Jeg er faktisk temmelig rystet over, hvor grelt det er…det havde jeg slet ikke forestillet mig inden vores søn blev født. Da troede jeg at sukkerindtag og lignende var den største udfordring. Min kæreste kan godt se det, men er jo følelsesmæssigt i klemme, fordi han føler en slags anger over at have ”syltet” hende pga., at han var træt af hendes facon og deres konflikter. Så det er mig, der står stjelt på, at hun ikke skal passe så længe at han er så lille og sårbar. Min kæreste er sådan set enig, men har også lidt den holdning at han og hans bror jo ikke er døde af at være i hendes varetægt. Det kan jeg bare ikke bruge som et successkriterie..!!
Jeg er egentlig ret fyldt op af det her på dén måde, at jeg virkelig frygter, at føle mig presset til at aflevere ham eller til at skulle nægte og blive hele familiens sorteper. Et aspekt er nok også at jeg ikke stoler på hende – til at vi kan lave aftaler, som hun holder/respekterer fx omkring åbne vinduer.
Kan I se en vej, der i nogen grad møder alles behov? Er jeg for fokuseret på alt det negative? Hun er jo også et kærligt menneske, der grundlæggende vil det gode. Hun formår bare ikke så meget (i mine øjne).
Jeg tænker selv, at hun kan komme her og være sammen med ham, hvor enten jeg eller min kæreste også er her. Når han runder 1 år kan hun så komme og passe ham her kortvarigt. Og når han er noget ældre (børnehavealder eller ældre) må vi så se, om vi kan mødes på enighed om, hvordan man håndterer udluftning på 3 sal med et barn i huset, når vinduerne sidder lavt etc. Men jeg ved, at dén model vil vække mange konflikter, for hun har nogle ganske andre forventninger og ønsker. Men det er det, jeg kan overskue pt.
Mange hilsner