Hej Else Guldager
Jeg er mor til en dejlig dreng på 2 år og 2 mdr. Vi bor far, mor og dreng i en stor lejlighed med to lejere. En mor og hendes datter på 1 år og 10 mdr. De to børn leger tit sammen og har tydeligvis stor glæde af hinanden. De snakker om hinanden, når den anden ikke er hjemme, og krammer og kysser hinanden, når de er sammen. Og så er de selvfølgelig uenige om, hvem der lige legede med hatten osv.
Vi flyttede ind i lejligheden for 2 mdr. siden og Min søn flyttede institution for 1 mdr. siden. Han er derfor til daglig sammen med en masse børnehavebørn, og det tror jeg faktisk, han nyder meget. Han er motorisk meget fremme og er meget uadvendt og “frisk”. Glad og elsker udfordringer. Han snakker om de “dur bar” (store børn)
På det sidste oplever vi bare ret tit, at han f.eks. står og ser på pigen, vi bor med, og pludselig slår hende hårdt i hovedet med et eller andet, han tilfældigvis har i hænderne. Så kigger han bekymret på hende og siger “se”, når hun stikker i et hyl. Vi er usikre på, hvordan vi skal reagere på den her episode og andre episoder, hvor han bliver meget voldsom. Han kan kaste sig pludseligt og voldsomt bagover, hvis han sidder på skødet af os med “legelyde”, du ved, sådan som børnehavebørn kan lave lydeffekter på deres bevægelser. Mange af de ting gør decideret ondt på os to voksne. Han slår på tallerkenen i går morges med skeen så hårdt, at den knækker osv. Han er fysisk stærk og kopierer måske børnehave-adfærd, men sprogligt er han kun “alm” med, og kognitivt er han kun 2 år og 2 mdr.
Vi gør lige nu det at vi siger “det vil jeg ikke have” lige idet han har slået og så siger vi “Se Lise græder. Prøv at gå hen og ae hende”, hvis vi ikke har været der, lige da det skete og ikke ved hvad der er sket.
Vi mener begge, det ikke er nogen løsning at skælde ud, og heller ikke nogen løsning at lade som om det ikke skete. Selvom børn kognitivt ikke kan forstå: “jeg skal ikke slå”, så skal han vel have at vide, at det han har gjort, når det gør ondt på en anden, ikke er godt?? Når han aer hende, gør han det gerne og stille, men han bliver ved med at være voldsom gang på gang.
Er der noget du tænker, vi kan gøre anderledes i vores håndtering af situationen?
Vi ønsker os, at vores aktive, nysgerrige og glade dreng ikke bliver afvist og stemplet som voldsom og “for meget” i forskellige sammenhænge.
Vi håber du vil svare.
Kh Maya