Kære fagpanel
Vi har en datter på 2½ år. Hun er vefungerende, dygtig og sød, og vi er meget stolte af og glade for hende. Da vi skriver er det selvfølgelig fordi vi alligevel har et mindre problem, som vi er i tvivl om, hvorvidt vi kan løse /tackle med succes.
Når vi alle 3 – datter, mor og far – er hjemme efter arbejde og vuggestue kokser det nogle gange for os. Vores datter vælger meget bestemt mor til og far fra. Som forældre vil vi gerne have friheden til at bestemme, at det fx er far der bader og giver nattøj på, mens mor laver mad. Eller at mor smutter i Netto, mens far og datter leger. Eller at mor går alene fra et rum til et andet for at hente noget uden at familiens fælles aktivitet i øvrigt afbrydes eller ødelægges. Eller mor vil gerne sidde uden datter på skødet under aftensmaden. Kort sagt: Vores datter sætter sig i stigende grad helt konkret på sin mor. Og problemet er jo, at mor er ved at blive drevet til vanvid af det konstante krav om opmærksomhed og samhørighed.
Vores datter har meget længe være glad for og opmærksom på babyer og det er taget til nu hvor flere af hendes kammarater i vuggestuen har fået småsøskende. Hun har en baby-dukke som bliver passet og plejet og madet efter alle kunstens regler. I løbet af den sidste tid er hun også begyndt selv at lege baby. Hun er meget bevidst om sin påtagede rolle – hun kravler og mister talens brug og siger babylyde – og hun hægter sig bogstavlig talt fast i mors ben. Som udgangspunkt leger vi med og er gået ud fra, at det er en følge af rollelege i vuggestuen, bevidsthed om babyers særlige evner og behov og måske en måde at søge ekstra tryghed og omsorg på, hvis dagen har været lidt for overvældende. Vi føler dog også, at det hænger sammen med den tiltagende morsyge. Og hvis mor afviser “baby” eller ikke orker at lege “baby” hele vejen hjem fra vuggestue bliver vores datter ked af det/ulykkelig/vred på samme måde som når mor og far har bestemt, at far skal give nattøj på. Baby-legen foregår absolut oftest med mor som statist.
Vi tror som udgangspunkt ikke, at der er noget usædvanligt i vores datters morsyge og babyleg, men vi er som (moderne) forældre (der jo nok er usikre på deres ret og evne til at sige til og fra overfor barnets behov og krav) meget i tvivl om 1) hvorfor det kun er mor der dur 2) vores datters reaktion på det hun måske opfatter som mors afvisning 3) vores egen reaktion og forsøg på at løse problemet.
1) Far har altid været meget på banen og vi har bortset fra det første år med amning nok brugt lige meget tid sammen med vores datter. Mor har således tideligere været ude at rejse i forbindelse med arbejde i en lille uge uden problemer. Vores datter var helt klar over, at mor var på arbejde i en flyvemaskine og kom hjem igen. Vores datter tager også tryg og glad alene afsted til aktiviteter med far, fx svømning, så problemet er absolut mest synligt i samspillet mellem os alle 3. Og med disse linjer melder dig sig jo også en tvivl om, hvorvidt problemet ligger i samspillet mellem mor og far. Vi har det dog godt sammen, er enige om det meste og har svært ved at, hvad vi evt. “gør forkert.” Men selvfølgelig gør man en masse og ved måske ikke altid hvordan ens handlinger og reaktioner påvirker omgivelserne. Vi har talt meget om “den onde cirkel” – at en afvisning fra mor resulterer i endnu mere morsyge og måske en mor, der flygter endnu mere fra vores datters krav. Mor har prøvet at give absolut opmærksomhed i perioder, men ligesom man ikke kan sove på forhånd, kan man åbenbart heller ikke give opmærksomhed på forhånd. Mere vil have mere. Vi har også talt om, hvorvidt far er for passiv og ubevidst leder vores datter i retning af mor, men det synes vi nu ikke. Der er i øvrigt heller ingen problemer med putning om aftenen eller middagslur. Vi skiftes som udgangspunkt og det er meget sjældent, at vores datter ikke accepterer udsagent “i aften putter far dig”. – Endvidere – som mange (moderne) forældre tynges vi af dårlig samvittighed over, at vores datter er i vuggestue mange timer i hverdagene, og på den anden side er vi alligevel så priviligerede, at vi med vores nuværende arbejdstider og fleksibilitet kan aflevere kl. ca. 9 og hente senest kl. 15.30. Vi kan også tage dage hjemme med hende i ugens løb, hvis vi føler, at der er brug for det. Vores datter er stort set aldrig syg, men hun kan selvfølgelig være udmattet efter en krævende dag, og det kan vi tage hensyn til. Mor er nok mere tynget at dårlig samvittighed end far, der hæfter sig ved, at vores datter er meget glad for at komme i vuggestue og ofte ikke har “tid” til at komme med hjem. Mon mors dårlige samvittighed på en eller anden måde tricker vores datters morsyge?!
2) Vi er meget i tvtvl om, om vores datters reaktion på mors afvsining/fars deltagelse er et udtryk for sorg/trods/vrede/stædighed/skuffelse/… Helt konkret græder og råber hun voldsomt. Hun slår ikke, men hun kan godt finde på at skubbe far væk. Hun løber nogle gange efter mor/hen til mor, men står lige så ofte “fast” og græder indtil mor kommer. Og det gør mor jo til sidst i langt de fleste tilfælde, for et grædende, hysterisk barn kan man jo ikke have stående der. Vores datter kan dog også finde på selv at tage sagen i egen hånd, give mor nattøjet i hånden og besked på, at hjælpe hende med at få det på. – Men reagerer vores datter som hun gør, fordi hun har afluret os, hvordan hun får det som hun vil – mor. Eller er hun virkelig dybt ulykkelig? Efter en eftermiddag og aften med flere “scener” kan hun godt finde på at sige, at hun ikke er sur eller ked af det mere. Nu er hun glad. Og hun kan godt lide far. Og hun kan godt lide mor. Hun virker altså meget bevidst om egen sindstilstand.
3) Vi har begge svært ved at lade hende græde hysterisk og råbende i meget lang tid. Vi har heller ikke prøvet fx at sætte hende ind på hendes værelse med besked om, at det bliver på vores måde – og det gør det jo heller ikke, hvis hun skal sidde derinde… Far har få gange forsøgt at få vores datter i bad/til at sidde på egen stol/komme i nattøjet ved simpelthen at tvinge hende, men det er helt utroligt så stærk en 2½-årig lille pige kan være og han kan ikke lide at holde hende fast/tvinge hende – og det er jo under ingen omstændigheder alligevel en løsning, da hun ikke er sen til at få revet nattøj “givet på forkert” af igen / kravle ned af stolen / hoppe op af badet. Det skal i øvrigt siges/gentages, at konflikterne ikke kun udspiller sig i forbindelse med bad og nattøj, men da dette er en dagligt tilbagevende aktivitet, er det i den forbindelse vi oftest oplever det. Det er jo også en konkret, praktisk situation, hvor det af praktiske årsager enten er mor eller far, der hjælper. Der er som sagt ingen problemer, når det kun er den ene af os, der er hjemme, så løsningen er som sådan ikke at lade far være alene hjemme med vores datter. Vi bor i en rummelig lejlighed i et plan, men altså ikke i et stort hus, hvor man ligesom kan fortrække – og det er vel i øvrigt heller i nogen løsning, nærmere en flugt. Det er heller ikke noget problem, hvis mor og far giver sig og mor tager over, så er vores datter glad. Men hun skal altså ikke bestemme arbejdsfordelingen. Vi synes også, at hun må lære at acceptere, at nogle gange, så er det kun far der leger, mens mor fx ordner praktiske gøremål. Dette kan pt kun lade sig gøre, hvis far virkelig disker op med en spændende leg og humøret i øvrigt er til det. Og det er i øvrigt ikke fordi, hun ikke får lov til at være med i de praktiske gøremål. Hun er ofte med til at lave mad og er glad for at hjælpe til med at lægge fx vaskeklude på plads.
For at afslutte en lang smøre: Hvordan sikrer vi, at både datter, far og mor er glade og får både bevægelsesfrihed og opmærksomhed nok?
venlig hilsen