Hej Else,
Vi har en dejlig datter på snart 14 måneder. Hun har altid været rigtig nem og glad; har altid lagt sig til at sove, når hun blev lagt, også uden den store ståhej.
De seneste uger har hun skåret meget ned på sine dagslure. I dagplejen har hun været vant til at sove fra 8-9 og så igen et par timer+ over middag. For cirka tre uger siden kortede hun selv pludselig sin middagslur ned til en time. Og nu vil hun nærmest ikke sove hverken til formiddag eller middag. Fx bliver det ofte en halv time formiddag og så måske(!) en time over middag.
Vi forsøgte så at droppe formiddagsluren – men uden nogen som helst effekt. Om aftenen lægger hun sig fint til at sove med sin bamse og sut klokken 19 og sover til næste morgen – somme tider med enkelte opvågning, for at få en tår vand.
Vi synes ikke, hun virker udhvilet i løbet af dagen. Nogle dage er selvfølgelig “bedre” end andre. Men vi fornemmer, at hun trænger til mere søvn.
Hun begyndte at gå for cirka en måned siden, og øver sig dagen lang. Hun er en pige med krudt bagi, og som kaster sig ud i alt uden frygt. Hun spiser godt, drikker godt – og øver lige nu at spise med gaffel og ske.
Hvad tænker du i forhold til søvn og hendes alder? Lige nu er det en kamp – enten holder hun en fest i barnevognen eller også skriger hun hjerteskærende. Vi ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre.
Mange hilsner