Functional foods er ”mad- og drikkevarer, som er en del af den daglige kost, men hvor det enkelte produkt giver en bestemt sundhedsmæssig effekt, fordi det indeholder en eller flere fysiologisk gavnlige komponenter” og det gælder da også mødres mælk. Læs her noget mere om amning og mælkens sammensætning i de forskellige faser af amningen.
Din mælks sammensætning
Modermælken varierer fra kvinde til kvinde, fra første til sidste måltid, fra dag til dag, fra morgen til aften, fra måltid til måltid, og fra start til slut i det enkelte måltid. Din mælk er dermed tilpasset netop dit barns behov på ethvert tidspunkt i barnets udvikling. Det er uanset om dit barn er født til tiden eller for tidligt.
Råmælk
Allerede fra begyndelsen har du mælk til dit barn. Den første mælk kaldes råmælken eller colostrum. Det er en gullig, og særdeles koncentreret mælk, som kun kommer i små mængder. Råmælken er enestående og opfylder dit nyfødtes barns behov fuldstændigt, forudsat at dit barn har ubegrænset adgang til dit bryst. Råmælken dannes fra 16. graviditetsuge og lige efter fødslen. Den indeholder enestående antistoffer og beskytter dit barn mod infektioner og stimulerer dit barns immunsystem.
Overgangsmælk
Er betegnelsen for din mælk efter et par dage, hvor din råmælk gradvist erstattes af den modne mælk.
Den modne mælk
Derefter danner du mælk i rigelige mængder. Den modne mælk har en blålig farve og en skummetmælks-lignende konsistens. Den er mindre koncentreret, men passer perfekt til dit barns behov resten af ammeperioden. Sammensætningen af denne mælk varierer inden for ammemåltidet, idet din mælks fedtindholdet (energiindholdet) stiger i løbet af måltidet. I begyndelsen af måltidet får dit barn en stor mængde formælk (med et lavt energiindhold), som er tyndtflydende og først og fremmest skal slukke barnets tørst. Gradvist ændres sammensætningen, så dit barn senere i måltidet får en større mængde eftermælk (med større energiindhold). Eftermælken er mere gullig og indeholder mere fedt end formælken. Eftermælken skal især mætte barnet. Begge dele er lige vigtige for barnets trivsel og udvikling. Derfor må du ikke forkorte dit barns ammemåltid eller skifte til det andet bryst, før barnet er færdig og afviser det første bryst. Hvis du skifter for hurtigt, kan dit barn blive snydt for den fede mælk, der mætter.
Når din mælk er løbet til
Når mælken er løbet til, er det ikke længere dine mælkehormoner, der bestemmer, hvor meget mælk du producerer. Så er det afsætning af mælken, der styrer det – det vil sige hvor meget dit barn tager fra brystet. Det er en meget fin mekanisme, som kaldes udbud og efterspørgsel. Det betyder, at jo mere dit barn dier, jo flere beskeder sender din krop til din hjerne og dine hormoner om at danne mere mælk, og jo mere mælk vil der blive dannet i brysterne.
Det er derfor en mor til tvillinger kan producere dobbelt så meget mælk, som moren til ét barn, da der er dobbelt så stor efterspørgsel. Det er meget vigtigt, at du ikke bryder denne fantastisk fine udbuds- og efterspørgsel-balance ved for eksempel at give dit barn noget andet at drikke i form af vand eller lignende. Dit ammebarn har ikke behov for anden væske end den, der er er i din modermælk (i de første 6 måneder).
Råmælken er enestående, fordi den:
- har højt indhold af proteiner
- indeholder mange antistoffer
- stimulerer dit barns immunsystem
- indeholder store mængder hormoner og vækstfaktorer
- beskytter dit barn mod infektioner, også i mave-tam-kanalen.
Læs mere:
Jensen, LS. Amning – få en god start. Politikens Forlag. 2008.
Sundhedsstyrelsen: Amning – en håndbog for sundhedspersonale. 2021.