Og hvad er så bedre end at få rusket lidt op i børnene med et vaskeægte GYS! Det kan være spændende, sjovt og nervepirrende på en og samme tid, og dit barn får gang i hele følelsesrepertoiret. Og netop nu hvor meget handler om sygdom og død, kan det være godt at få de følelser luftet bare på en anden måde. Her får du tre gyselige mandagslege, som I kan prøve derhjemme.
Barnet på 0-3 år
Den første super uhyggelige spøgelsesleg er for de helt små. Okay … den er måske ikke helt så uhyggelig. Det eneste I skal bruge, er to hvide (kassable) lagner, en tus og en saks. Du lægger det ene lagen ud på gulvet og klipper en stor cirkel, med en radius som er nogenlunde tæt på dit barns højde. Når dit barn prøver lagnet, klipper du bunden til, så det ikke snubler under legen. Du markerer også, hvor øjnene skal være. Bagefter klipper du to store huller til øjne. Du kan bruge tussen til at tegne en glad mund, briller, skæg eller måske lidt fregner – dit barn har sikkert et helt andet forslag? På din spøgelsesdragt kan du nøjes med at klippe ud til øjnene. Nu kan de to spøgelser går på opdagelse sammen. Måske kan I udspionere hjemmets øvrige beboere, eller I kan lege fangeleg, hvor det store spøgelse skal fange det lille spøgelse og omvendt? Er fangelegen liiiidt for spændende for dit barn, så kan I jo heldigvis hurtigt tage lagnet af igen. Kan dit barn endnu ikke gå, så kan du bruge lagnet til at lege borte-tit-tit. En simpel leg som altid skaber begejstring hos de allermindste.
Tip
- I kan også prøve en spøgelseskarrusel. Barnet lægger sig på et lagen eller et tomt dynebetræk. Så taget du fat i alle ender og løfter op. Nu kan du sno lagnet, så barnet får en snurretur. Læg mærke til dit barns ansigtsudtryk, så du kan stoppe, hvis det bliver for vildt.
Angst og gys – hvad kan du overveje?
- Du ved uden tvivl, om dit barn er har let til at blive bange, eller om det er den mere robuste type. Og det skal du selvfølgelig tage hensyn til ”når I gyser” i legene her
- Måske taler I voksne om Coronaepidemien – det er svært at undgå – og det er godt at tale med børnene om det. Men I må afpasse snakken i forhold til ungernes modenhed, robusthed mv. Og så taler I voksensnak sammen, når børnene ikke er med ’på en lytter’
- Hvordan er det ellers med frygt og angst i jeres familie, er det noget I voksne selv kender? For så er det uden tvivl også noget, som du overvejer, hvordan du tackler i forhold til børnene
- Legene her kan være en god anledning til at snakke med de lidt ældre børn om, at det er helt OK at være bange, fordi mange er blevet syge
- I øvrigt er det vigtigt at lytte til frygt og angst, som dit barn fortæller om, og fortælle, at I gør alt hvad I kan for at hjælpe hinanden og passe på hinanden
- Lige nu arbejder vi i familien på, at vi bliver ved med at være raske
- Vi vasker hænder, hygger os sammen, er væk fra dagtilbud, venner og skole – og vi er derhjemme
- Bliver vi syge, er der dygtige sygeplejersker og læger, som hjælper os, hvis vi har brug for det, så vi bliver raske igen!
Barnet på 3-6 år
Vampyrer og andre væmmelige væsner elsker mørke … desværre bliver det først rigtigt mørkt ved sengetid. Så er gode råd dyre. Den anden leg er derfor en uhyggelig spisehule for vampyrer og andre væsner som foretrækker at spise i mørke med lommelygter.
Alt hvad I skal bruge, er en lommelygte, et spisebord og en masse tæpper ud over, så der bliver helt mørkt inde under bordet. Blinkende røde og hvide cykellygter er også gode til at skabe den helt rigtige gyserstemning. Det skal nok blive et mellemmåltid eller en frokost, dit barn sent vil glemme. Det er sjovt at gøre noget helt almindeligt på en meget ualmindelig måde. Det kan være et afbræk, hvis I ikke kommer så meget udenfor for tiden.
Inde i hulen bliver der hurtigt varmt, hvis flere vampyrer sidder mast sammen. Så kan det være dejligt med lidt koldt at drikke. Og vampyrer drikker selvfølgelig kun blod. Du kan bruge rød saftevand, men hungrer vampyren efter en lidt mere tyktflydende konsistens, så kan I lave en bær smoothie eventuelt tilsat rød frugtfarve, hvis I har det på lager.
Vampyrvenlig mad:
- Afhuggede fingre – Du kan bruge skrællede gulerødder med røde negle skåret ud af peberfrugt.
- Boller formede som knogler.
- Mumie-pølsehorn – hvor dejen skæres i fine strimler og vikles om pølsen. Øjnene kan markeres med ketchup eller lidt sennep til sidst.
- Blodig tomatsuppe i kop.
- Hjemmelavede spøgelses-flødeboller med hvid chokolade.
Kan du ikke overskue den potentielle rengøring efter et blodigt festmåltid under bordet, så kan hulen i stedet indrettes hyggeligt med puder og dyner, hvor du kan læse en god bog sammen med dit barn.
Gode bøger som er spændende uden at blive al for uhyggelige:
- Uuuuhyggelige historier, en samling spøgelseshistorier, Forlaget Carlsen
- Spøgelser kan også være bange …, Sanna Töringe og Kristina Digman
- Lasse-Leif og ostemadsmonsteret, Mette Finderup
Ligger du ikke inde med en god bog, nu hvor biblioteket er lukket, så kan du altid downloade bøger på e-reolen.dk.
Barnet på 6+
Den sidste leg kan blive rigtigt uhyggelig, men hvor uhyggelig, det afgør du og dit barn selv helt selv. I skal nemlig digte uhyggelige historier for hinanden. Skriv eller tegn forskellige ord eller symboler på en masse lapper gerne 20-30 stk. så der lidt forskelligt. I kan både skrive ord eller blot tegne fx bloddråber, et hus i skoven, kniv, edderkop, Frankenstein, varulv, osv. Du kan også skrive ord som vingummi, MGP og vandmelon. Det vil helt sikkert give jeres uhyggelige historier et sjovt tvist undervejs. Legen kan gennemføres på et utal af måder. I kan skiftes til at være fortæller, og hvor der trækkes tre ord eller tegninger, som skal indgå i historien. I kan også skiftes til at trække en lap og fortælle videre på den samme historie. Når du fortæller din del af historien, så kan du gøre historien ekstra uhyggelig ved at veksle mellem forskellige tonelejer og bruge hele din ansigtsmimik. God ’fornøjelse’!
Tips
- Alle børn har prøvet at have en uhyggelige drøm. Men hvad er et mareridt, og hvorfor drømmer vi overhovedet? Kom med når Radionauterne i afsnit 35, tager jer med ind i drømmenes verden. Radionauterne er en videns-podcast til nysgerrige børn og deres forældre.
- E-reolen indeholder mange e-bøger dit barn kan downloade, hvis dit store skolebarn mangler lidt gys og spænding under hjemmeskolens læsebånd! Med e-bøger kan det være lidt svære at få en fornemmelse af bogen, før den er lånt. Derfor er det en god ide, at du tager dig tid til at skimme bogen, inden dit barn læser den. Så er du sikker på, at bogen ikke indeholder voldsommere billeder og fortællinger, end dit barn er klar til.
God legelyst!
Kilder
Links med yderligere ideer