Hej.
Jeg håber du kan give mig nogle gode råd i forhold til min datter på 1 år og 10 måneder, som ikke vil i bad.
Vi må gerne vaske hende med en klud (somme tider beder hun endda selv om det), men der er højlydte protester og voldsom modstand, hvis vi prøver at putte hende i badekar eller under bruseren.
Det føles som et overgreb (og er svært) at holde hende fast, så det stoppede vi ret hurtigt med. Det er nu flere måneder siden hun sidst har været rigtigt i bad.
Det har altid krævet lidt overtalelse at få hende til at sidde i badekarret, men når hun først har siddet der, har hun syntes det var sjovt at plaske med vandet og lege med forskelligt vandlegetøj. Skylning af håret har dog altid gjort hende ked af det, uanset hvor forsigtige vi har været. Jeg kan ikke pege på noget konkret, der gør, at vi nu slet ikke kan få hende i bad.
Vi regnede med at det bare var en kortere fase hun skulle igennem, men der sker ikke rigtigt fremskridt. Vi forsøger at lege hende tilbage i badet i hendes eget tempo ved at lade hende lege med vand uden at tvinge hende op i badekarret, men opfordrer hende til at prøve. En enkelt gang er det lykkedes at få hende til kortvarigt at soppe i badekarret.
Vi giver hende en vis grad af selvbestemmelse over mindre ting. F.eks. ville hun en dag ikke have sit nattøj på og fik lov til at vælge noget andet nattøj. (Det var alligevel ved at være tid til at vaske det). Hun nævner jævnligt succesen med “nej, ikke leopardnattøj” og siger til tider også “nej, ikke bad” uden at vi har snakket om at hun skulle i bad.
I forhold til badet lader vi hende i øjeblikket bestemme helt selv, hvor meget hun vil. Vi er bange for at traumatisere hende eller forlænge processen ved at tvinge hende i bad, men jeg havde ikke regnet med at det ville tage så lang tid.
Vi har ellers ikke nogen nævneværdige konflikter eller problemer, og hun er godt med både motorisk og sprogligt.
Hvad skal vi gøre for at få hende i bad igen?
mvh.