Hej
Det drejer sig om søvn. Min ældste datter bliver 3 til februar og hun har umådeligt svært ved at falde i søvn om aftenen. Det har hun haft siden vi skiftede til sommertid i april, og det har desværre ikke hjulpet at vende tilbage til vintertid.
Hun falder som regel i søvn mellem 21 og 22 og så vækker vi hendesenest kl. 06.30, da vi skal ud af døren for at passe vores studier.
Hun er naturligvis meget træt om morgenen, med mindre vi kan have en hjemmedag, hvor hun sover til mellem 7 og 8.
Når hun er i vuggestue sover hun ca. 2 timer til middag, herhjemme bliver det ofte mellem 2 og 2,5 timer.
Vi synes ikke vi kan skære i hendes middagslur, da hun helt tydeligt har brug for den, hun beder ofte selv om at blive puttet, og de dage hvor hun af en eller anden grund ikke sover så længe, har hun det
svært om aftenen.
Hun virker træt om aftenen og vi begynder typisk putningen mellem 19 og 19.30. Hun sover sammen med sin lillesøster på 1 år, som lige for tiden har lidt bøvl med at sove om aftenen – hun falder meget let i
søvn, men vågner efter ca. en time og er så vågen op til to timer.
Det er ret hårdt at være i, især fordi vi ved, hun har brug for søvnen. Kan den rigtige løsning virkelige være, først at putte kl. 21?
Det er i hvert fald ubehageligt for både ældste datter, min mand og jeg at putningen ofte tager minimum 2 timer. Det virker også bare så mystisk, at hun ikke kan falde i søvn, når nu hun er så træt. Det er ikke fordi hun kæmper imod, hun kan bare ikke falde i søvn.
Jeg håber I har nogle forslag.
Venlig hilsen