Jeg var 29 år, da jeg fødte mine to små enæggede piger. Graviditeten forløb ganske normalt. Jeg var vildt træt i starten. Så træt, som jeg aldrig har været før… og nærmest heller ikke siden. Jeg led en del af hovedpine og migræne, som dog blev lettet af nåle hos lægen. Jeg fik smerter i bækkenet, og den sidste tid var jeg meget tynget, men ellers var det en god graviditet.
Fødselen (i uge 38+2) forløb rigtig godt. Jeg følte, at jeg var i trygge hænder, men jeg kan sagtens huske den kæmpe nervøsitet og spænding, som var ved at sprænge min krop lige op til fødslen. Dagen før igangsættelsen var det så meget, at jeg troede, jeg var ved at få en blodprop i hjernen. Det er en sjov historie nu, men jeg var virkelig bange, da det skete.
Jeg troede, jeg skulle dø hvert øjeblik.
Jeg kan huske, at jeg sad inde i min seng og læste for min datter, Ellen. Klokken var omkring fire om eftermiddagen, og min mand, Tommy, kommer altid hjem halv fem. Pludselig følte jeg, at jeg fik svært ved at læse, hvad der stod i bogen. Jeg forsøgte at negligere det, men da jeg næsten ikke kunne se bogstaverne mere, blev jeg bange. Jeg bad Ellen hente telefonen. Jeg måtte alarmere min mor, inden jeg lå der bevidstløs, og Ellen var helt alene.
Jeg var nervøs, da jeg fik min mor i røret, men afslog alligevel hendes tilbud om at komme. ”Ej, Tommy er jo snart hjemme,” sagde jeg. Men i løbet af samtalen blev det værre, og jeg blev faktisk meget bange. Jeg havde jo ikke den ringeste idé om, hvad det var. Den dundrende hovedpine gjorde mig bestemt ikke mere tryg, så det endte med, at jeg sagde ja til, at hun skulle komme. Hun var selvfølgelig også blevet nervøs, og havde kastet sig ud i bilen i det øjeblik, jeg sagde, at hun skulle komme. De to minutter, det tog hendes bil at flyve herover, føltes som en time, og jeg troede, at jeg skulle dø hvert øjeblik. Ellen veg lidt til side, da min mor kom. Hun kunne sagtens fornemme den trykkede stemning, og ville vist helst trække sig lidt væk fra det hele.
Da Tommy kom hjem, tog vi ind på Gentofte Amts Sygehus, og heldigvis var alt, som det skulle være. Hovedpinen fortog sig faktisk på vejen. Da jeg senere talte med min veninde, som er læge, fortalte hun, at jeg havde haft det, man kalder et migræneanfald med aura – helt sikkert pga. alle de psykiske spændinger. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan krop og sind hænger sammen. Og der er jo ikke noget at sige til, at en krop med to små kroppe indeni er i undtagelsestilstand.
En meget følelsesladet stund
Så kom selve dagen, hvor tvillingerne skulle ud. Jeg kan huske, hvordan jeg lå med lukkede øjne og lyttede til musik på ipod´en, mens jeg ventede på, at veerne skulle gå i gang. Det er en stund, jeg tit tænker tilbage på, fordi jeg dér virkelig følte, at jeg stod med ét ben i min fortid og ét i min fremtid. Jeg tænkte på de forandringer, vi skulle igennem som familie. Specielt tænkte jeg meget på Ellen, der på det tidspunkt var 3½, og hvad alt dette ville gøre ved hende. Hvorfor var det lige, at vi havde valgt at pådutte hende det her? Jeg tror, at jeg sørgede lidt på hendes vegne, men jeg sørgede også over tabet af tresomheden. Om lidt ville Tommy og jeg have hænderne fulde. Jeg havde intet begreb om, hvad det egentlig ville sige. Jeg vidste bare, at Ellen ville skulle vænne sig til at træde i baggrunden. Og det er en stor omvæltning for et barn at give afkald på den opmærksomhed, det er vant til at få. Tårerne løb ned over mine kinder, og veerne tog så småt til. Det var en meget følelsesladet stund, hvor vores kendte, gamle liv blev til noget nyt og helt anderledes på få timer.
Så kom de små ”krokodiller”.
Det er vildt at vente to børn på en gang, og det føles som om, der er meget, der skal gå op i en højere enhed, for at det hele kan ende lykkeligt. Men da jeg først var i gang med mine veer, var der ikke længere tid til at tænke på den slags. Som sagt gik fødslen rigtig godt, og babyerne kom ud på naturlig vis med fire minutters mellemrum. Og da mormor overleverede Ellen beskeden om, at de var født, faldt den sten fra hjertet, som også hun havde gået rundt med, og hun udbrød: ”Jubii, nu er de små krokodiller kommet”. Det hele var smukt!