Storesøster er den bedste
For en eller flere større søskende kan hjælpe. Du kan blive helt afhængig af de ekstra par hænder. Men selvom de større søskende er en hjælp, så er ”de store” også børn med egne behov for at blive set, hørt, forstået og taget alvorligt.
Når Ellen er sammen med sin mor, Louise, om de små tvillingesøstre, Johanne og Emilia, så er alle glade. De små piger elsker deres storesøster. Hun kan nemlig noget, som de voksne ikke kan. Hun finder på sjove ting… Og så er det anderledes, når det er hende, der tager tøjet af eller skal give en bluse på. Samtidig oplever Ellen stor succes, når hun er i sin storesøsterrolle. Det vil helt sikkert fortsætte. Når de alle tre bliver lidt ældre, så er det helt sikkert også Ellen, der lægger stilen for, hvad der skal leges, med hvad, med hvem og hvordan spillereglerne er.
Hvad kan du forvente af større søskende, hvis du er mor eller far?
Det er utroligt, hvad et mindre barn kan gøre og hjælpe til med. Hvis det er 2 år kan det fx hente en ble til dig, samle noget op fra gulvet, skylle en sut under vandhanen, hente toiletpapir til at tørre med, lægge noget i en vaskemaskine og alle den slags praktiske ting.
Det er selvfølgelig en forudsætning, at barnet er i godt humør, og at opgaven er overskuelig og til at forstå for en 2-årig. At du selv sætter højlydt pris på at få hjælp, vil anspore dit barn til at blive ved. Du kan fx sige: ”Tak for den ble. Det er lige hvad jeg mangler, når jeg skifter Johannes ble. Det er dejligt, at du hjælper mig. Det er jeg rigtig glad for”.
Lidt ældre børn på 4 – 6 år kan overskue flere processer ad gangen. Et barn på den alder kan fx hjælpe med at varme mælken til sutteflasken i varmt vand eller i en mikroovn, sætte sutteflaskesutten på og skrue til. På den måde får det også hygiejnereglerne ind fra starten. ”Du skal lige huske at vaske hænderne, før du rører ved sutteflasken eller sutterne”, kan du eksempelvis sige. Et barn i den alder kan måske også vugge en barnevogn med et lille barn, der skal til at falde i søvn.
- Måske er det muligt at begynde på de nye vaner mod slutningen af graviditeten? – det er da et forsøg værd.
- Hvordan kan du sikre dig at tvillingerne ikke kommer til at "tage al pladsen" i den første tid - også når der kommer gæster.. Kan du forberede din omgangskreds?
- Kan du også overveje, hvordan du vil gøre, hvis der kommer sygdom, eller der er særlig stress på – er der nogen, du med fordel kan tilkalde?
- I en stille stund, om en sådan forekommer, hvordan har de større søskende det så? (I kan fx tale om den enkelte storesøster/storebror hver for sig. Hvordan går det med ham/hende, glæde, sorg, kammerater osv.).
- Hvis der er noget, du godt kunne tænke dig at ændre på, hvad er så det første skridt, I kan tage for at styrke jeres barn/børn?
Et passende ansvar
For stort ansvar kan måske forekomme, hvis du har brug for meget hjælp, eller hvis du lige glemmer, hvilket udviklingstrin dit større barn er på. Det kan ske, at du beder om noget, dit barn ikke kan overskue.
Det kan fx være at lade dit 4-årige barn passe på en af de små på puslebordet, mens du lige går ud til døren for at snakke med naboen, som lige havde en besked til dig… Og pludselig hører du lyden af en baby, som klasker mod gulvet. Pause – og så endelig en skrigende baby og en grædende storesøster. Hun blev lige afledt et øjeblik af en perlekæde, der skulle på i dagens ”festlige” anledning. Et barn skal være omkring skolealderen, før impulser af den slags kan holdes sikkert tilbage. Især hvis far eller mor lige forsvinder et øjeblik.
Større søskende har også behov for udelt opmærksomhed
Tvillinger, eller trillinger for den sags skyld, fylder meget. Både fysisk, med hensyn til alt det praktiske, og mentalt – de to små, som alle uvilkårligt går hen til. De tiltrækker naturligt opmærksomhed. Alligevel er det væsentligt, at større søskende bare en gang imellem har far, mor eller begge to for sig selv uden ”de små”. Det kan bare være at hygge på sofaen, mens I slapper af, når de små sover. Eller måske er det muligt med et fast Godnat-ritual sammen med far eller mor i 20 minutter – helt for sig selv… uden afbrydelser.
Hvem kan hjælpe?
Venner, bedsteforældre, naboer eller et ungt menneske, I kender, kan måske være nogle af dem, som kører en tur med tvillingebarnevognen en times tid et par gange om ugen. For der er meget at gøre med flere små størrelser på én gang.
Det kan også være en rigtig god idé, at de større søskende beholder den almindelige dagligdag i institution. Så vil alt – i hvert fald på nogle punkter – være, som det var engang. Noget, som ikke har forandret sig. Det kan også være en fast aftale med bedsteforældre om besøg en gang om ugen eller den slags.
Kilde:
Anne Lisa Hyltén Cavallius: Tvillinger. Komiteen for Sundhedsoplysning 2009.