To døgn med febersyge tvillinger, og nu sidder jeg her. Med min store datter ved siden af mig, der ævler døre op og stolper ned om alt, hvad en 5-årig nu engang har på hjerte. Og det er ikke så lidt! De små sover middagslur, og det gør de forhåbentlig længe, for de har så godt af det… og det har jeg altså også!
… afbrydelse.
Emilia vågnede – mig (mor) ud og rokke med vognen i det kolde efterårsvejr…
For et år siden var alting anderledes. Frysende er jeg vendt tilbage til computeren, med en erindring om, hvordan det var for ca. et år siden. Ellen var knap 4 år og de små næsten ½ år. Når jeg var alene med dem alle 3, de små vågnede og jeg skulle ud og vugge dem videre. Det var ikke altid helt nemt. Hold da op, hvor er jeg glad for, at det er et overstået kapitel. Ellen har en vilje, der er stærkere, end noget andet, jeg kender til.
Når jeg stod derude og vuggede, havde Ellen meget svært ved at forstå, at jeg ville have hende til at blive indenfor. Hun skulle ikke kalde på mig (alle lyde gør små nysgerrige spædbørn, der selv mener, de har sovet nok, endnu mere nysgerrige). Hun forsøgte på alle tænkelige måder at komme i kontakt med mig. Vi bor i et hus, der er meget dårligt isoleret, så selv når hun viskede gennem ruden, kunne jeg høre det.
Jeg kan huske, hvordan jeg stod derude og blev helt vildt frustreret, fordi jeg ville have, at de små skulle sove videre, så de blev friske. Og jeg ville have, at de skulle sove videre, så jeg kunne få lidt ro – måske endda lidt søvn. Nogle gange allermest fordi jeg bare gerne ville have en lille smule tid sammen med Ellen – alene.
Hun virkede ikke, som om hun forstod, at hvis jeg fik 2-5 minutter derude i rokkeland, så fik vi to tid sammen i hyggeland. Jeg forsøgte virkelig at forklare hende det… i små korte sætninger, som min mor siger, man skal. Men enten ville hendes vilje ikke være med til at sætte de to ting sammen i praksis, eller også forstod hun det simpelthen ikke. Men frustrerende var det!
Jeg følte mig snydt, når jeg måtte tage den ene eller dem begge ind. Og jeg synes, at det var hårdt. Hvis nu jeg havde været alene, havde jeg med garanti fået dem til at sove videre, og så havde jeg fået ro og friskere børn. Og helt ærligt, så er det klart ro og søvn, man længes efter, når man har små tvillinger.
Søskende kan være den største hjælp, men de kan også være den største belastning. De kan gøre en udfordrende situation dobbelt så udfordrende, men man ville selvfølgelig aldrig være dem foruden.
Og udfordringer har vi i forvejen haft rigtig mange af med Ellen. Hun er som sagt en lille møg bestemt pige, der (heldigvis) ved, hvad hun vil, og ikke går af vejen for at få det, som hun vil have det. Vi har kæmpet mange kampe med hende på den front. Og derfor har hun uden tvivl gjort mange situationer meget mere belastende for os.
Nu er Ellen en kæmpe hjælp.
Men en dag som i dag, hvor Ellen fylder 5 om ti dage og tvillingerne er 1½ år, står i skarp kontrast til ovenstående. Da de vågnede, kom Johanne først ind og puttede sammen med storesøster i en lænestol, mens jeg tog Emilia ind.
Ellen elsker at hjælpe. Hun fik sovetøjet af dem, og på trods af at de er syge, fik hun livet dem op med hygge og leg. Andre gange styrter hun huset rundt, når de begynder at græde, for at finde sutter og kaniner (deres bamser), eller løber hen og samler dem op fra gulvet og med sine bomstærke muskler bærer en af dem over til mig for trøst.
De elsker hinanden, Ellen og hendes små søskende, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Så febersyge tvillinger eller ej, en større søskende er trods alt guld værd.