I går flyttede vi over i mine forældres hus, fordi de er en uge på Tenerife. Vi passer deres hund, og synes det ville være dejligt at komme lidt ud i andre omgivelser, et større hus, større fjernsyn og bare miljøforandring. Det fryder altså nogle gange.
Det, der bare ikke fryder så meget, og som jeg lige havde glemt at have med i overvejelserne, er, at mit eget hjem er indrettet, så det passer til en hverdag med to små pilfingre. Det betyder ikke, at alt nips og andet pynt er slettet fra vores hjem, men hold da op, hvor man opdager, at man alligevel har indrettet sig efter det.
Ikke-børnevenlig indretning
Vi ankom ved aftensmadtid, så der er tryk på! Det er ikke bare sådan lige at få fjernet alle generelle børne-fare-ricisi med det samme, men jeg tager dem ting for ting, efterhånden som jeg får bevæget mig rundt i huset. Opvasketabs op på køkkenbordet, væk fra eventuel barne-køkkenbords-siddeplads. Lysestager der kan gå i stykker – væk. Pynte-dimsedutter – op med dem. Sætter en klaverbænk foran den temmeligt stejle trappe – som Milla faldt ned af i julen. Tvillingerne er nu 20 måneder, så de kan efterhånden komme alle vegne, og derfor er der pludselig ikke død-meget plads tilbage til alle vores ting. Og her går det op for mig… igen – for det er jo sådan set derfor, vi har indrettet os, som vi har derhjemme – at det, at have tvillinger, ikke er det samme som at have et enkelt lille barn, hvad indretning angår.
Da Ellen, min ældste datter, var i den alder, var vi lidt principfaste i forhold til ikke at behøve at fjerne alt hygge og nus i hjemmet. Hun måtte lære ikke at pille ved det, og det gjorde hun også. Og selvom børn er meget forskellige, tror jeg faktisk, at de små havde fået det på samme måde, hvis ikke de havde været to. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at fordi de er to, så kunne det ikke betale sig at bruge den sparsomme energi, jeg havde, på at opdrage omkring den slags. Det tog simpelthen for meget på mit overskud.
Nå, tilbage til mors og fars hus. Jeg opdagede fx, at der er en grund til, at vi ikke har støvler stående fremme eller jakker og trøjer i børnehøjde. Tasker, vanter og andre små ting, som små børn elsker at rive ned, ud, væk, op af noget og efter endt udforskning, smide et helt andet sted. Jeg gider ikke bruge energi på at blive sur over det! Eller på at rydde op efter dem… ! Det er der ikke overskud til i en tvillingemors (og -fars, for den sags skyld) ellers så omsorgsfulde væsen. Og det kom til udtryk her til formiddag.
For lidt søvn og for kort lunte
Jeg ved godt, at det også handler om temperament, men jeg tror, de fleste vil kunne nikke genkendende til det følgende:
Milla havde holdt os begge vågne til klokken to, og Ellen vågnede klokken seks. Så det var ikke meget søvn vi fik. Milla var ved at være sulten og selvfølgelig meget træt, hunden havde fulgt mig i røven hele morgenen, storesøster Johanne trængte også til mad og søvn, og jeg det samme. Og så blev det bare for meget!! Det skal måske lige nævnes, at de små er inde i en periode, hvor de er meget bestemte omkring visse ting – nærmer sig måske selvstændighedsalderen – og at de foretrækker far, når han er hjemme, hvis de bliver kede af det.
Mor-monstret
Nå, men et indre tvillingemor-monster, som jeg ikke anede, at jeg indeholdt, fyldte lige så stille min krop. Jeg blev så vred, fordi de ikke ville det ene og det andet. De pillede i alle de ting, de ikke måtte, og pladsen var for trang i køkkenet – det eneste sted, der er trangt i det ellers meget rummelige hus. De ville kun sidde oppe på bordet, mens jeg forsøgte at lave mad, men de skulle lige hive i den og røre ved det. Milla ville have flere sutter, end den hun allerede havde i munden. Johanne ville røre ved knivene og sæben. Hunden ville bare gerne have opmærksomhed og stod hele tiden lige der, hvor jeg skulle træde.
Monstret væltede ud! Til sidst råbte det ad alle de stakkels tre små, kære væsener. Og det råbte højt! Og grimt! Og da den ene af de små i sin rædsel over at se sin mor sådan, kom til at fremstemme ”haar” (far!) tog monstret for alvor fat. Det gav sig til at vræle og tude, og det brugte min krop til at trampe omkring i det lille køkken, mens jeg satte de sidste frokostting på bordet, og det brugte min stemme til at berette over for de små væsener, der selvfølgelig var lamslåede, at det var uretfærdigt, at de synes, far er en helt, at det er strengt, at de mener, at han er den rigtige og eneste til at trøste dem, når det er mig, der tager mig af dem hver dag og har gjort det i 21 måneder.
Helikopteren landede igen
Og de tarvelige tårer trillede ned ad mine kinder, mens jeg forsøgte at sætte mit meget lille indre ind i en helikopter, flyve op over mig selv og se det hele lidt oppefra. Om det var helikopterturen eller ordene og tankerne, som endelig fik frit lejde, der dulmede mig, det ved jeg ikke, men jeg blev fri igen. Pludselig landede jeg, denne gang i en krop uden monster, men tårerne trillede stadig. Jeg hikstede som en lille baby, men jeg havde fået luft.
De små havde sat sig til rette og var i gang med at indtage pålæg OG rugbrød (noget de ikke har gidet de sidste mange uger). Og de var pludselig meget samarbejdsvillige (/-skræmte) og havde givet mig kram og ”mømø” flere gange. De kunne godt mærke, at der nåede mor grænsen. Hunden, der i mellemtiden havde lagt sig ud på måtten i gangen, vendte nu tilbage. Den kunne nok også mærke, at jeg havde brug for lidt positiv energi fra et væsen, der hverken var menneske eller monster.