Hej.
Vi har derhjemme lidt problemer med vores snart 3 årige søn.
Han er rigtig sur og træls det meste af tiden. F.eks hvis han får et nej, bliver han rigtig sur – sparker, slår og kaster med ting, og bliver ved med at være sur. Vi er for det meste altid gode til at stå ved vores beslutning (eks om ikke at se tegnefilm), men han bliver ved med at “skabe sig”.
Nogle gange sender vi ham på værelset, fortæller ham at vi ikke vil være sammen med ham når han er sur, og at han må komme ind i stuen når han er klar til at være glad. Og sådan er det tit, hver dag, når ikke han får sin vilje.
Når han langt om længe er faldet ned og er til at snakke med (for det er han nærmest aldrig når han bliver hysterisk), så taler vi om hvad der er sket, og hvad man må og ikke må, og at vi kan se på ham at han er sur og ked af det.
Men en halv time efter, kan han være hysterisk omkring noget nyt og vi kan starte forfra. Det har været sådan i et par uger nu, og det slider selvfølgelig rigtig meget på os som forældre, at vi ofte skælder ud og bliver vrede, for det ender det tit med, når vi efter 10-15 min har forsøgt at være tålmodige og tale roligt.
Hvad skal vi gøre – hvordan skal vi gribe det an? Også når vi er ude, synes vi jo at han er helt umulig og pinlig at have med i byen – og her kan det ende med at han får hans vilje, da vi ikke orker bruge kræfter på ham, når vi er på besøg et sted, eller har lyst til st tage kampen foran gæsterne.
Et andet problem er, at han har rigtig svært ved at lege selv.. “Lege sammen, mor” – “lege sammen, far” lyder det konstant. Jeg synes vi er gode til at lege med ham, men prøver samtidig også at fortælle ham, at nu skal han lege selv – og det er rigtig svært ham..
Synes jo bare ikke at vi skal lege sammen med ham HELE tiden. Igår var vi på besøg hos bedsteforældrene.. Vi kommer ind og har sat os ved frokostbordet (W satte sig med legetøjet med det samme), begynde han sige “lege sammen, far/mor” og han stoppede ikke, selvom vi sagde til ham at han enten måtte komme ud og spise, eller lege selv.
Til sidst gik hans bedstefar ind og legede med ham og så var der ro. Synes jo bare det er rigtig træls at han ikke kan selv.
Og nu vi er ved måltiderne.. Burde vi ha slået igennem og tvunget ham til at sidde ved bordet sammen med os andre? Havde vi gjort det, ville han være blevet fuldstændig hysterisk og umulig at arbejde med, og det er jo ikke særlig fedt til sådan en familiemiddag..
Og skal vi generelt tvinge ham til at blive siddende ved bordet og smage på maden? Hvad skal vi gøre? Hjælp!! 🙁 Vi forsøger også at lære ham at han selv skal tage tøj på (selvfølgelig med hjælp). Vi ved han kan sådan nogenlunde, men hver gang vi siger til ham at han selv skal tage bukser på, bliver han meget sur og hysterisk, og det kan ende med at han slet ikke vil have tøj på – og det er der jo ikke tid til om morgenen når vi skal ud af døren.
Er det bedre at fokusere på selv at tage på i weekenderne, og så gøre det for ham i hverdagene? Eller kommer det bare af sig selv?
Men generelt, så er det temperamentet, der er et kæmpe problem – og det kan starte over de mindste ting.
Håber I kan hjælpe.
Kærlig hilsen
Ps. Vi er en familie på tre – min mand og jeg (som har været gift i 6 år) og vores søn.=