Kære Else.
Jeg skriver til dig vedrørende vores yngste datter, som er 25 mdr. Den seneste måned har været præget af utrolig dårlig søvn, og min mand og jeg kan snart ikke holde til det mere.
Vores datter har ellers i en længere periode sovet godt om natten, men her omkring hendes 2 års fødselsdag startede natteroderiet. Hun vågner 1-2 gange om natten – det er ofte ved 23-tiden eller 02-tiden, men det kan variere.
Hun skriger, og i starten ville hun gerne have mad. I samme periode har hun spist meget lidt om dagen og pludselig vil hun ikke spise ting, hun tidligere har været helt vild med. Hun har ellers altid spist rigtig meget og næsten alt, men nu vil hun næsten kun have pastaskruer. Og det vil hun også om natten.
I starten af denne periode tilbød vi hende mad, da hun helst ikke skulle være sulten – men nogle gange ville hun så ikke have det alligevel. Nogle nætter havde vi succes med at give hende lidt pastaskruer, hvorefter hun lagde sig ned og sov. Men da vi ikke vil vænne hende til at spise om natten, så har vi valgt ikke at tilbyde hende mad, når hun vågner.
Vi prøver at trøste og berolige hende, og tager hende med ind i vores seng, så hun ikke vækker storesøster på 3,5 år, og vi siger gentagne gange roligt, at hun skal lægge sig ned og sove. Hun virker panisk og nogle gange siger hun, at noget gør ondt (men ikke hver nat).
De sidste nætter har hun nærmest været helt stiv i kroppen, og det er meget svært for os at holde hende. Hun vil ud af sengen og ind i stuen, og jeg kan næsten ikke holde hende alene, fordi hun bruger så mange kræfter. Og hun skriger og skriger. Det er forfærdeligt, og jeg bliver så ked af det, men hvis vi lader hende skrige, så varer det typisk et kvarters tid, og så bliver hun pludselig rolig, vil have sin sut og sove.
Og så vil hun meget gerne holde i hånden, og hun holder fast og slipper ikke, så hun har helt klart brug for tryghed.
I begyndelsen af denne periode med hårde nætter vågnede hun desuden også fast kl. 5 hver morgen og var frisk og ville op – så hun blev selvfølgelig meget træt om formiddagen i vuggestuen. Nu sover hun heldigvis lidt længere om morgenen.
Hun er også begyndt at vågne i gråd efter middagsluren i vuggestuen, og dernede spiser hun heller ikke så meget mere. Hun prøver også grænser af lige nu. Både over for mor og far og hendes storesøster, som desværre ofte bliver revet i håret og drillet – tidligere har det mest været omvendt, men nu skal lillesøster også prøve grænserne af, kan man se.
Jeg har formodet at de hårde nætter har at gøre med et spring i hendes udvikling, men efterhånden har det stået på i en månedstid, og jeg synes det er længe – og hårdt for både os og for hende selv. Jeg har læst lidt om natteskræk, og tænker om det kan være sådan noget.
Hvad mener du, og har du gode råd til os frustrerede forældre?
Venlig hilsen