Hej panel på sundhedsplejersken.dk
Jeg har et stort problem med min datter på 26 måneder: hun vil ikke passes.
I perioder har hun haft det okay med det, og hvis det er far, mormor osv. er det ikke så galt. Med ved andre bliver hun meget ked af det, og jeg har en fornemmelse af en negativ spiral.
I fredags skulle min mand og jeg begge ud. Barnepigen kom kl. seks, og min pige begyndte at pylre og smågræde, da hun kom ind. (Barnepigen har ved andre lejligheder passet hende mens jeg har været i huset, og jeg mener at deres forhold er fint og de leger godt, men ved jo ikke hvordan det er når jeg ikke er der). Min mand var allerede væk, og jeg kørte lidt efter. Hun græd, da jeg kørte.
Barnepigen sms-ede kl. 22.40, at hun først sov nu (normalt kl. 21). Ved midnat kom min mand hjem. Jeg kom hjem ved to-tiden til et utrøsteligt barn. Far kunne ikke trøste hende, og hun holdt ikke op, før jeg kom i seng. Det var hende magtpåliggende, at jeg tog skoene af (=så jeg ikke kunne gå igen, går jeg ud fra).
Her til aften skulle hun passes fra halv syv til ti, som hun bliver hver tirsdag. (Min mand kommer for det meste tidligere hjem, men kunne ikke i dag). Da barnepigen kom begyndte min datter at græde, og det tog et godt stykke tid at få hende til at holde op. Hun ville helst være hos mig.
Da jeg skulle gå gik hun i panik, og græd til hun ikke kunne få vejret. Hun var helt ude af sig selv, og jeg har faktisk ikke set hende sådan før. Barnepigen fortalte, at det havde været det samme fredag. Hun var hysterisk og nærmest ikke til at trænge igennem til. Jeg besluttede at tage hende med mig, men selv da vi tog sko og jakke på kunne hun ikke berolige sig særligt meget.
Der hvor vi så skulle hen gik det bedre. Hun gin lidt rundt mellem folk (det er alle mennesker, hun kender) og klatrede op til nogen af dem. Barnepigen ville hun slet ikke kendes ved, og råbte nej hver gang hun prøvede at lege.
Jeg var ret rystet, for det var meget voldsomt og hun virkede simpelthen panisk i ordets egentlige forstand.
Jeg ved fra min mor, at hun også har været ked af det hos dem, men min mor har altid kunnet trøste hende igen.
Jeg bør nævne, at der ingen problemer er i vuggestuen. Der kysser hun glad farvel og går selv ind. Er glad når jeg henter hende og trives fint. Hun vil gerne af sted om morgenen.
I tillæg kan jeg fortælle, at hun har problemer med at sove og altid har haft det. Hun falder kun i søvn, hvis jeg sidder ved siden af og holder i hånden. Ofte tager det mellem en time og halvanden at falde i søvn. Hvis andre putter, er hun mærkbart sværere at få til at falde i søvn. Men som sagt går det lige med far og mormor. Hun vågner stadig hver nat mellem 23 og 02 (oftest tættere på 23) og kommer selv ind til os. Hun sover lidt uroligt, men falder dog meget hurtigt i søvn, når hun ligger hos os.
Vi har i perioder rejst meget, og min mand er regelmæssigt på forretningsrejse. Desuden har hun to halvsøskende, som kommer på ferie hos os, så der er en del kommen og gåen.
Jeg er nok det eneste helt stabile medlem af familien, som altid er der. Kan det være en del af problemet?
Jeg har brug for lidt råd og hjælp her. Hun skal være storesøster til januar, og jeg gruer for putningen. Og så var jeg ret rystet over hendes angst her til aften, især fordi det åbenbart ikke er første gang. Er det rimeligt at forvente, at en to-årig kan passes af barnepige?
Beklager det meget lange brev, men synes det er vigtigt at få alt relevant med.