Hej!
Jeg har brug for at høre dine tanker omkring vores store dreng, hans måde at være på og forholdet til lillebror. Storebror er 4 år og 3 mdr. og lillebror er lige knap 1 år gammel.
Vi er begge lidt frustreret over storebror og hans måde at være på. Vi har aldrig rigtig haft de store konflikter med ham og vi har generelt sjældent haft behov for at ”skælde ud”, derfor fylder det måske også ekstra meget for os at netop det, efterhånden fylder mere og mere (har taget til igennem det sidste års tid ca.)
Det er ikke sådan at han altid bare har gjort hvad vi sagde og selvfølgelig har der indimellem været konflikter men det har bare fyldt meget lidt ift hvad jeg kan høre det gør hos venner og bekendte f.eks.
Han er en rolig og harmonisk dreng, der trives godt i børnehaven. Før var han som regel i godt humør meget af tiden. I børnehaven oplever de ham som en stille dreng. Han kommer sjældent til de voksne, hvis der er noget galt (oftest er det en af de andre børn, der er budbringer). De voksne er opmærksomme på dette. Men de siger, han trives dernede og det er bestemt også vores opfattelse.
Når de ser ham i leg med de andre børn, kan de se, at han sagtens kan snakke og er en aktiv del af legen. Herhjemme og når vi er sammen med familie og gode venner snakker han som et vandfald både med børn og voksne.
Der er ingen tvivl om, at han skal være tryg for at slå sig løs…..Det undrer os bare lidt, at han stadig virker genert og ikke er meget for at gå til de voksne dernede, når nu han virker til, at trives og har gjort det i den tid, han har været der (1 ½ år). Er det meget normalt, at de kan have det sådan nede i børnehaven?.
Tænker du, det er noget, vi skal tænke mere over?
Storebror har egentlig siden fødslen af lillebror taget rigtig godt imod ham. Han havde et par måneder i starten hvor han reagerede ved kun at ville have mig (mor) hele tiden….far var dum og kunne næsten ikke bruges til noget. Det var en hård tid men det gik over igen. Han har egentlig været sød overfor lillebror stort set hele tiden men lillebror har på intet tidspunkt haft han helt store interesse, og det er jo også ok tænker jeg.
Efter at lillebror begyndte at kravle og rejse sig op som 7 mdr. har forholdet til ham blevet tiltagende dårligt, synes vi (i takt med at lillebror gerne vil være hvor storebror er hele tiden og ofte er irriterende fordi han jo kan kravle hen til storebror og hans legetøj hele tiden). Storebrors tolerance overfor lillebror ligger på et meget lille sted og lillebror skal bare nærme sig så begynder storebror at sige ”nej…”, ”tag ham”, gå væk lillebror osv og ofte begynder han at græde sådan lidt kunstigt pylret.
Vi har hele tiden gjort meget ud af at fortælle storebror og vise ham hvor meget vi elsker ham og tage ham med alene på ture. Vi tager lillebror væk når han reagerer negativt ved at han nærmer sig men prøver også nogle gange at sige at lillebror også skal have lov at være der. Vi snakker med ham om at han kan finde noget andet legetøj til lillebror og får nogle gange storebror til at gå op på værelset, hvor han kan lege i fred eller en af os går med storebror på værelset og leger eller tager lillebror med op, så storebror kan lege i fred neden under.
Storebror er igennem den sidste tid blevet mere og mere pylret, forstået på den måde, at der ikke skal meget til, før han bliver sur og ked af det (ofte er det ikke sådan rigtig ked af det, men sådan lidt ”jeg vil ikke/lidt på tværs ked af det/sur agtigt”…).
Det fylder en del herhjemme, fordi vi synes den der glade dreng træder mere og mere i baggrunden. Han er bestemt også glad stadigvæk og vi har rigtig mange gode stunder sammen……det andet fylder bare for meget, føler vi. Jeg synes, jeg er blevet lidt ”den sure mor” der oftere må tale med store bogstaver (selvom jeg godt ved, det ikke altid er det, der hjælper) og jeg får bestemt også sagt nogle ting nogle gange, jeg ikke er helt stolt af. Det er som om alting skal diskuteres, der er ikke noget han bare gør, når man ber ham om det…..det er som om, han hele tiden lige skal prøve os af (eller hvad det nu er han skal…?).
Det er ofte i de situationer, hvor vi gerne vil have ham til at gøre noget…..fx når han skal have tøj på om morgenen, vaske hænder før og efter aftensmad, hvis vi skal ud af døren, hvis vi ber ham om at sidde pænt ved bordet, hvis tegnefilmen skal slukkes, hvis vi siger nej til en is osv. Alt sammen ting han burde vide, hvordan vi gerne vil have det.
Vi siger pænt til ham, nu går du ud og vasker hænder osv – ofte så reagere han ved at sige nej og blive sådan lidt pylret, lægger sig måske ned på gulvet osv. Vi prøver langt hen ad vejen enten at lege os til at få ham til at gøre det….”Hvem kommer først osv…” eller nogle gange ignorere vi ham, når han lægger sig ned på gulvet og så ender det nogle gange med vi tilsidst får ham til det UDEN at ”skælde ud”. Det er bare en rigtig lang proces inden det lykkes.
Men efterhånden så ender det med, nok især fordi min lunte er blevet kortere, fordi det efterhånden har stået på så længe, at jeg/vi blive vrede og siger med store bogstaver, at nu er det nok eller nu stopper det eller noget i den retning.
Det hjælper nogle gange (ofte bliver han også ked af det, når vi skælder ham ud) men ikke altid. Vi prøver også at lave aftaler med ham for at forberede ham fx hvis vi tænder for tegnefilmen, så siger vi, at det skal slukkes, når der er aftensmad osv – men det hjælper langt fra altid.
Han siger tit ” du er min bedste ven mor/far..” – hvortil vi så svarer det samme. I dag sagde han så men ikke ”lillebror” vel mor. Det var tydeligt, at han gerne ville have mig til at sige at lillebror ikke er min lige så gode ven som ham.
Det er egentlig første gang, han har sagt noget i den dur, men det fik mig alligevel til at tænke på, om det mon fylder mere end vi lige regner med alt det med jalousi og usikkerheden ved om man nu betyder lige så meget, nu hvor der er kommet en lillebror.
Forstår det bare ikke, for vi gør så meget ud af at fortælle ham, hvor meget han betyder for os osv. Hvad siger man til det, når han tydeligvis forsøger, at få en til at sige at man elsker ham mere end lillebror eller hvis han gerne vil have en til at sige at han var bedre til at gøre noget som baby end lillebror er nu..?
Vi har selv rigtig svært ved at se hvad vi evt. gør forkert og kunne gøre anderledes. Vi tænker mange ting. Er det en fase han er igennem pga. hans alder, pga. reaktion på at være blevet storebror? Hvad kunne vi evt. gøre bedre? Nogle gange så føles det som om at ligegyldigt hvad vi gør så er det ikke godt nok.
Vi har nok langt hen ad vejen valgt, at rumme ham når der var konflikter eller når der har været ting han blev voldsomt utilfreds med (hvis han fx får nej til en is eller lign) i stedet for at markere, at den opførsel vil vi ikke se.
Jeg tænker, at man langt hen af vejen kommer længst ved at rumme de forskellige følelser han nu har, men selvfølgelig skal man også sige fra, hvis der er noget virkelig forkert han gør (som at slå, bide eller lign). Vi har tænkt på, om det har gjort, at han alligevel mangler tydeligere grænser/rammer i dagligdagen……
Det lyder måske værre end det er, men det fylder bare rigtig meget hos os efterhånden og vi vil bare så gerne gøre det rigtige. Det føler vi egentlig også vi har gjort langt hen af vejen, men nu er vi alligevel blevet i tvivl om, der er noget vi kan gøre anderledes, fordi det fylder en del efterhånden.
Vi vil gerne have vores glade dreng tilbage igen og undgå alle de konflikter, hvor vi oftere og oftere ender med at skælde ud, blive vrede og frustrerede.
Vi ser frem til at høre lidt om jeres tanker omkring ovenstående.
Med venlig hilsen