Kære Marion
Vi har en dejlig dreng på 4 år. Han er sund, aktiv, glad og trives i børnehaven. Vi har et stort problem: Han vil ikke passes. Hverken af bedsteforældre elller gode venner (som han ellers er glad for).
Han er ikke blevet passset særlig tit i sit liv – allerhøjst en gang hver anden måned og aldrig mere end få timer ad gangen. Når han skal passes, foregår afskeden med skrig og skrål, og han forsøger at holde fast i os. Når vi er taget afsted, falder han hurtigt til ro, og når vi kommer tilbage, er han bare glad.
Det bekymrer mig især, at han nogle gange ud i det blå siger “jeg vil aldrig passes”. Det fortæller mig jo, at det er noget der fylder i hans hovede.
Og så er jeg også lidt bekymret over min egen reaktion på alt dette: Det gør mig virkelig ked af det, at han bliver så ked af det. Og det gør faktisk, at jeg er begyndt at aflyse fx aftenarrangementer, hvis min mand ikke er hjemme, fordi jeg synes, det er synd, at han skal passes, når det går ham så meget på. Det irriterer min mand, at vi ikke nogle gange laver noget sammen os to, og at vi altså ikke bare får ham passet.
Til bagrundsinfo havde fik jeg kort efter fødslen en fødselsdepression, som jeg hurtigt fik hjælp for og “kom godt igennem”.
Jeg tror, der er to forklaringer på, at vores søn ikke vil passes: Dels at vi ikke har “vænnet” ham til det, dels at han fornemmer, at jeg synes, det er synd for ham. Men jeg synes jo kun, det er synd for ham at blive passet, fordi han bliver så ked af det! Så hvordan kommer vi videre?
I børnehaven vil han gerne lige have en pædagog til at hjælpe med at vinke, så går det fint. Hvis vi “selv” skal sige farvel, går det tit galt og ender med gråd.
Jeg glæder mig meget til at høre dine tanker om vores problemstilling.
Venlig hilsen