Hej!
Jeg har en datter på 18,5 mdr, og min mand og jeg har den seneste tid taget os selv i at diskutere opdragelse, da vi begge er meget i tvivl om, hvordan man skal håndtere en lille dame med et temperament og en vilje, der siger spar to.
Vores pige er frisk, glad og nyder virkelig, at sommeren snart er over os, så hun rigtig kan få lov at komme ud og boltre sig. Hun har altid haft en enorm energi og har meget svœrt ved at sidde stille – ikke engang en eftermiddags småkage kan få hende til at sidde på stolen i bare 3 min. (og kagerne er altså kun i weekenden :-)).
Hun er i vuggestue hver dag fra ca 7-16, så det er nogle lange dage, men hun virker til at trives.
Hun sover ca 1,5-2 timer midt på dagen og sover så fra ca. 20:00-5.30, så vi syntes jo bestemt ikke, hun sover sit liv vœk (hun vågner ca. 2 gange hver nat og skal lige nusses og have sutten).
Mad siger hende ikke noget- 1 ud af 10 gange har hun en god “spise-dag” og bliver “fanget” af maden og sidder stille på stolen, mens vi spiser.
Hun mangler dog ikke noget og har store œblekinder- så hun må jo få, hvad hun har brug for, selvom et måltid ofte ikke består af mere end f.eks. 1/4 rugbrød eller 1/4 dl havregryn med mœlk.
Vi er dog noget bekymrede, for grønt får hun ikke meget ned af- kun majs eller œrter, det andet gider hun ikke.
Vi tœnker, vi vil begynde at lave en tallerken med grønt til om eftermiddagen, så tager hun vel nok en bid en eller anden dag, når hun ser os andre hygge med det.
Nå, men vores dilemma nu er, at hun meget hurtigt bliver tosset og ked af det, og vil hele tiden have sutten og hendes bamse.
Et eksempel er aftensmaden- hun gider ikke spise/sidde mere efter 2 min og vi prøver at sige at hun skal blive siddende lidt, men det får vi ikke noget ud af, så vi er begyndt at sige “ok du er ikke sulten, så siger vi tak for mad og du kan komme ned og lege”.
Men hvad gør man så, når klokken er 17.45 og ulvetimen er på sit højeste, hvilket resulterer i, at hun ikke vil lege alene, hun vil ikke sidde på sin stol, men hun vil holde i hånden eller sidde på skødet, dog forsvinder gråden først rigtigt, når hun får sutten.
Vi er meget i tvivl, om vi bare skal lade hende blive nede på gulvet, selvom hun bliver sur over, hun skal lege alene eller sur over, ikke at have sutten- og det resulterer jo så i, at hun kører sig selv sådan op, at hun ender med at blive rigtig ked af det.
Men skal hun bare lœre, at de prinsessetårer (hvis man må kalde dem det), dem kommer hun ingen vegne med, mor og far skal jo også lige have lov at spise deres mad.
Det er sådan tit, hun bliver sur og ked, når ikke hun får, hvad hun vil- og hvornår giver man efter og trøster?
Vi vil ikke have sådan en pige, der tror, hun kan få alt, hun vil.
Vi har besluttet, at vi nu vil forsøge at lægge sutten til side om morgenen og sige “så ligger vi sutten her, og så er den klar til i aften, når vi skal putte”.
Er det for tidligt at begynde med det?
Det er ikke, fordi hun har den konstant, men hun beder hele tiden om den, og hvis ikke vi afleder hende, så tuder hun, hvis ikke hun får den- så dagen er svœr at komme igennem uden den sut.
Sikke en roman jeg fik skrevet der. Håber du kan give os nogle gode råd med på vejen.
Mvh