Jeg skriver, fordi jeg er usikker på, hvordan jeg skal tolke min søns tilknytning til os forældre. Han er 12 mdr. og går i vuggestue. Det har han gjort i snart 2 mdr., og det går rigtig godt. Indkøringsfasen forløb glat og uden gråd. Han er glad, når vi afleverer, og han er glad, når vi henter. Han sover og spiser udmærket derovre. Han har nogle korte dage i vuggestuen – oftest fra 7.30 til ca. 12.30, og han har ofte en til to fridage i ugen – altid i forlængelse af hinanden og weekenden. Det gør vi, fordi vi har muligheden, og fordi vi selvfølgelig ønsker at tilbringe al den tid sammen med ham, som vi overhovedet kan.
Når vi afleverer ham i vuggestuen er han hurtig inde på stuen og finde noget legetøj frem, vi siger tydeligt farvel, og han vinker måske til os, men er ellers ikke hverken ked af det eller trykket over, at vi nu går. Når vi henter ham, bliver han glad og smiler, og signalerer, at han vil op til os. Mens vi pakker hans ting og får overtøj på, kan han dog godt finde på at kravle ind på stuen igen eller undersøge andre rum.
Jeg undrer mig over, at han ikke reagerer mere på at være startet i vuggestuen – og er forvirret over, om det skyldes, at han netop er utrolig trygt tilknyttet, og stoler på, at vi selvfølgelig kommer igen og henter ham. Eller om det er lige modsat, og han har en utryg tilknytning til os, og derfor ikke reagerer synderligt ved adskillelse fra os?
Jeg syntes virkelig, at vi gør alt ”det rigtige”, og han ser også ud til at trivedes: Er meget glad og veloplagt, spiser godt og har en meget stabil søvnrytme. Herhjemme kan han godt protestere, hvis vi går fra ham ind i et andet rum eller lignende, men han er ofte også god til at lege selv, hvor vi går lidt til og fra.
Han er blevet passet af nære familiemedlemmer, som han kender godt, et par enkelte gange, så årsagen er altså heller ikke, at han er vant til at blive passet og være væk fra os. Han har dog altid været ret tryg ved fremmede, og har ikke protesteret over, at ”gå på omgang” hos familie og venner, når vi har været nogle steder.
På forhånd tak for svar.