Hej
Min søn på 14 måneder kan ikke hverken vinke eller klappe.
Jeg har bemærket, at dette er noget alle andre børn gør. Jeg vinker ivrigt til ham flere gange om dagen, ligesom, at jeg vinker farvel når far (eller en gæst) går. Dette har jeg gjort i månedsvis.
Jeg ‘klapper’ også flere gange om dagen og siger “klappe” når jeg gør det, uden at det på nogen måde motiverer ham til at forsøge at efterligne. Han kan stadig ikke sige noget, der bare minder om et ord, på trods af, at jeg snakker til ham hele dagen – bl.a. snakker vi (jeg), om de ting vi laver (“nu skal du have en ny, tør ble” og “nu tager mor mad på skeen, så kan du få den”, eller “skal vi kigge i bogen? Sikke en sød hund”. Kort sagt, beskriver handling med ord).
Han har svært ved at kapere, hvis der “sker for meget” omkring ham, men er ellers sund, glad og nysgerrig.
Mit spørgsmål er så, om dette er normalt? Og ja, jeg ved godt, at alle børn er forskellige, og at det handler om, hvorvidt barnet generelt interesserer sig for, at indgå i et samspil med forældre og andre. Han interesserer sig ikke for andre børn, men han er interesseret i, hvad vi (forældrene) laver, og elsker at lege vilde lege (som flyveture, kildeture ect.).
Dog tager han ikke selv initiativ til disse lege, og har nærmest et totalt fravær af initiativ i sit samspil (forsøger ikke at starte en leg med os, forsøger ikke, at ‘vise os noget’, ved fx at pege).
I forhold til gå-træning er det ikke muligt for os, at lave den klassiske “kom hen til mor” og så “tilbage til far” (hvor far og mor sidder lige over for hinanden og opmuntrer barnet til at stavre fra den ene til den anden), fordi han ganske enkelt ikke er interesseret i at komme hen til os (medmindre vi holder noget spændende legetøj, i så fald sætter han sig ned og kravler derhen).
Generelt synes jeg, at de observationer jeg har gjort mig af andre mødre og samspillet med deres børn, stemmer uoverens med den oplevelse af samspil min søn har med os og andre tilknyttede personer.
Det er lidt svært at beskrive kun med ord, men kan nok beskrives bedst som, at vi ikke leger sammen. Vi leger ved siden af hinanden. De andre børn virker ekstremt interesserede i, at fange deres mors opmærksomhed (“mor mor, se mig”) hvor det i vores tilfælde, ofte er min mand og jeg der må kæmpe om vores søns opmærksomhed.
Hvis vi er et sted med meget rabalder (som fx. En legeplads med skrigende børn), kan jeg praktisk taget ikke få øjenkontakt med ham. Han bliver fuldstændig fjern.
Jeg må hellere skynde mig at tilføje, at han altid har haft god øjenkontakt, og haft let til smil og latter, under de rette omstændigheder: fred og ro.
Jeg tror ikke på den perfekte mor. Jeg ved, at jeg er en god mor, og i min verden, er min søn perfekt. Men han er anderledes. Så måske skulle mit spørgsmål istedet være: hvor anderledes kan man være, og stadig være normal?
Med venlig hilsen