Hej
Jeg er førstegangsmor med alt hvad det indebærer af tanker og bekymringer. Samtidig har jeg aldrig været så omgivet af spædbørn, så jeg er lidt på “bar bund” i forhold til sammenligningsgrundlag og spejler mig primært i min mødregruppe.
Jeg har egentligt altid troet, at min datter, som nu er 5 måneder, har været god til øjenkontakt, fordi hun har så let til smil. Men efter at have iagttaget andre babyer, kan jeg nu se, at det er hun slet ikke.
Hun kan max. holde øjenkontakt i 3-5 sekunder, hvorefter hun smiler og kigger væk.
Hun initierer aldrig selv øjenkontakt, men kigger på mig, når jeg laver sjove lyde med munden. Sidder hun i skødet på mig, løfter hun aldrig sit hoved og kigger op på mig, når jeg taler. Hun søger mig ikke, når hun ligger på maven eller ryggen med legetøj. Hun studerer ikke ansigter og “nedstirrer” mig eller andre, på samme måde som alle de andre børn i min mødregruppe.
Og det bekymrer mig.
Særligt fordi, hun heller ikke bryder sig om at blive holdt og ikke finder ro i min favn. Hun indgår heller ikke i dialog-pludren med mig eller andre, men pludrer udelukkende for sig selv/til sit legetøj. Tidligere kunne hun vække mig ved at ligge og pludre, men det gør hun ikke længere. Hun er generelt meget tavs og siger aldrig en lyd, når hun vågner. Hun kalder ikke engang på mig med gråd.
Samtidig er hun også lidt bagud motorisk, og har ikke lært at rulle endnu. Hun viser faktisk ikke engang tegn til det og kommer ikke op på siderne, når hun ligger på ryggen. Hun har heller ikke “opdaget” sine fødder endnu.
Og jeg får en nagende fornemmelse af, der er noget galt. Med hendes tilknytning måske eller generelle udvikling. Når jeg googler, kommer der rædselsfulde ting frem som autisme og omsorgssvigt, og jeg er så grædefærdig over, hvis jeg har svigtet min lille pige. Ikke givet hende opmærksomhed nok. Ikke stimuleret hende nok. Jeg overtænker og får dårlig samvittighed på hver eneste gang, jeg har tømt opvaskemaskinen, mens hun har ligget under aktivtetsstativet. Hver eneste gang, det har taget mig lidt tid at få hendes flaske klar.
Jeg bruger ellers lang tid på at synge, tale og forsøge at få hende til at pludre. Jeg søger altid hendes øjenkontakt, også når hun får sutteflaske, men hendes blik er svært at fange. Jeg leger trillelege med hende, tumler og viser hende hendes fødder, giver hende ranglesokker på osv.
Og jeg er helt på bar bund for, hvad jeg ellers kan gøre.
Jeg har talt med min sundhedsplejerske om det, og hun vurderede, at hun har “fin kontakt”. Jeg har været i tvivl om, om jeg bare bekymrer mig for meget – men alt det ovenstående er fakta. Hun søger ikke mit blik. Hun ser ikke op på mig i leg eller når hun bliver holdt. Hun finder ikke ro i mine arme. Hun ser ikke på mig, når jeg tilbyder hende mad.
Det er hårdt.
Hvad er dine tanker om ovenstående? Hvad kan man gøre – når det både er pludren, øjenkontakt og motorik, der halter? Jeg frygter autisme, men det ved man jo ikke, før om lang tid.
Kh