Hej fagpanel
Jeg er lidt bekymret for, om min datter på lidt over 8 mdr. mangler tilknytning til mig og håber I kan hjælpe med, hvordan jeg håndterer dette.
Hun har altid været meget smilende og udadvendt og charmerer sig ind hos alle, ogsÃ¥ vildt fremmede mennesker. Alle synes, hun er sÃ¥ sød, fordi hun smiler til dem og “snakker” til dem med sit “eh, eh”. Hun virker meget imødekommende, kontaktsøgende og nysgerrig overfor fremmede, i en sÃ¥dan grad, at jeg kan blive helt ked af det, fordi jeg til tider føler, at hun virker mere interesserede i dem, end hun er i kontakten med mig.
Det har altid været sÃ¥dan, lige siden hun var helt lille. Der var ikke nogen synlig forskel pÃ¥ hendes reaktion pÃ¥ mig og sÃ¥ overfor vildt fremmede eller andre familiemedlemmer. Min intuition sagde mig, at dette var forkert. At hun burde reagere anderledes overfor mig, som sin primære omsorgsperson – hun har kun mig (ingen far i nærheden, som hun ser ret tit).
Måske er det fordi, at der fra fødslen af var en del familiemedlemmer omkring os, og jeg tit gav hende over til dem eller sygeplejerske, sundhedsplejerske, faderen, halvsøskende osv., fordi jeg som alenemor havde brug for at sove eller tid til andre ting. Så hun var vant til at skifte hænder fra helt lille af. Men efter de første par mdr., var vi mest hende og mig alene og fik efterhånden en hverdag til at køre.
Men jeg har nok generelt været hurtig til at give hende fra mig, når jeg havde muligheden, bare for en stund, så jeg ku få nogle ting gjort. Hun er dog aldrig blevet passet, uden at jeg har været i nærheden.
Jeg sagde til mig selv, at det nok ændrede sig med tiden, efterhÃ¥nden som hun blev lidt ældre og blev mere knyttet til mig, om ikke andet sÃ¥ i hvert fald i 8 mdr.’s alderen, hvor man siger, at børn bliver mor-syge og bange for fremmede. Men jeg venter stadig forgæves pÃ¥, at det skal ske, og er nu begyndt at blive lidt bekymret. Især fordi jeg for nylig har læst i Politikkens Babybog af Benedikte Hertil (s. 85 om udadvendte børn) følgende:
“Det udadvendte barn “flirter”, smiler og pludrer med fremmede, sÃ¥ længe det sidder i mors eller fars trygge favn. Men er forældrene udenfor rækkevidde, vil det typisk være mere tilbageholdende: barnet og den ukendte voksne ser hinanden lidt an, inden kontakten imellem dem kommer i stand. Har begge parter lyst til kontakt, vil den hurtigt etableres. Det er sund, naturlig adfærd for et ille barn.
Er barnet derimod meget udadvendt og kontakter fremmede, uanset om forældrene er i nærheden eller ej, er det ikke tegn pÃ¥, at barnet er mere harmonisk og trygt end andre børn. Tværtimod kan den ukritiske, kontaktsøgende adfærd hos det lille barn være et fingerpeg om, at der er lidt problemer med barnets tilknyutning til de nære personer. Der skal helst være forskel pÃ¥, hvordan barnet møder sine forældre og andre voksne.”
Det er ikke sådan, at hun slet ikke viser glæde eller tilknytning overfor mig. Hun smiler altid og bliver glad, når hun ser mig, og beklager sig/smågræder, når jeg forlader rummet (lige for tiden) og nu hvor hun kan krybe, så følger hun efter mig, hvor jeg er i huset. Men jeg synes, at hun stadig virker næsten lige så interesseret i andre mennesker.
Om hun nu gør det præcis lige så meget, eller lidt mindre eller mere, kan være svært at vurdere, ligesom jeg heller ikke ved, om hun er lige så smilende og ukritisk imødekommende overfor fremmede, hvis jeg ikke er til stede/i nærheden, for det har vi aldrig prøvet af. Men jeg kan heller ikke vide det, når jeg ikke er til stede.
Hvordan finder jeg ud af, om hun reagerer ukritisk imødekommende overfor fremmede ? Og om det er et problem ? Kan man teste det på en eller anden måde ?