Hej.
Jeg skriver til jer, da jeg er frustreret og bekymret over min 6 årige datters opførsel/reaktion. Hun er for nylig startet i før SFO og dette har egentlig været en meget god overgang.
Hun har dog haft nogle aftener hvor hun har sagt, at hun ikke vil afsted næste dag. Det skal lige siges, at hun kommer fra en meget sammentømret børnehavegruppe, og at hun var den eneste ud af 13 børn på stuen som skulle på den skole, hun er startet på.
Hun har selv været overraskende positiv omkring det op til SFO start, men nu har hun nævnt, at hun ikke har nogle venner på den nye skole, og at hun er ked af situationen. Jeg har talt med hende om at der kun er gået en uge, og at det nok skal komme (pædagogerne siger at det går godt deroppe, og at hun klarer det rigtig flot). Hun har altid været meget vellidt af de andre i børnehaven og omvendt, og det har været en harmonisk børnehavetid. Så hun skal selvfølgelig lige vænne sig til de nye omgivelser. Det var lige lidt baggrundsviden
Situationen de sidste par dage har været den, at når hun skal sove, så bliver hun pludselig, ud af det blå, meget overgearet og voldsom overfor mig (dette har været sket tidligere i perioder). Hun niver og slår mig, og da det gør ondt, og jeg bliver frustreret, så bliver jeg ked af det, og tager fat i hende for at få hende til at falde til ro. Jeg prøver selvfølgelig at tale stille og roligt til hende og fokusere på, at nu skal vi læse bog osv. Men når situationen opstår, så går hun ligesom ind i sig selv og er slet ikke til at komme i kontakt med. Når jeg taler med hende om det dagen efter, så ved hun ikke ,hvorfor hun gør som hun gør.
Her til aften blev jeg meget ked af det, fordi hun nev mig meget hårdt i armen, og det gjorde ondt, og jeg var så frustreret. Da jeg begyndte at græde, så fortsætte hun og grinede og gjorde det igen samme sted. Det er ligesom at jeg ikke kan få kontakt til hende. Jeg har ofte overvejet at skrive til jer.
Denne gang gør jeg det, fordi jeg blev så ked af hendes svar. Da hun slappede lidt af og med hovedet i puden sagde: “jeg er en psykopat, og jeg gør ting der gør ondt.”
jeg sagde så til hende, at det var hun bestemt ikke, og vi talte lidt om hvad ordet betød.
Jeg har prøvet lidt lignende ting med hende før, hvor jeg involverede børnehaven. Situationen er også den, at hendes far har forskellige diagnoser, og det seneste år har deres samvær været meget ustabilt (han har været indlagt et par gange, og hun har været oppe og besøge ham). Han er blevet stabil igen og deres samvær er for nyligt kommet op og køre igen, og hun er kun kommet hjem med positive fortællinger.
Jeg ved godt, at der har været sket mange ting i hendes korte liv, og at situationen med SFO en stadig er ny. Men jeg er bekymret over hendes adfærd, og ønsker jeres hjælp til, hvad jeg skal gøre
Med venlig hilsen