Kære forvirrede mor
Tak for dit spørgsmål, som jeg kan læse, bekymrer dig meget. Du beskriver, at din datter ikke søger dit blik, og ikke holder øjenkontakt. Du beskriver også at hun ikke falder til ro i dine arme, og ikke pludrer som dialog med dig eller andre, men for sig selv eller sit legetøj. Du beskriver også, at din datter er lidt bagud motorisk, og at du er blevet ekstra bekymret efter, at du har sammenlignet din datter med de andre børn i din mødregruppe. Du har snakket med din sundhedsplejerske, som har vurderet, at din datter har en fin kontakt. Du overvejer om du bekymrer dig for meget, men frygter samtidig at din datter kan have autisme, eller at du har svigtet og ikke tilbudt hende nok stimulering.
Jeg får lyst til at starte med at rose dig for dit store engagement i din datters trivsel. Ud fra din beskrivelse ser jeg en mor, der er meget opmærksom på sin datter, og som tilbyder hende en masse stimulering og tid med dig. Samtidig kan jeg også læse, at de her bekymringer virkelig går dig på, og at det er hårdt. Jeg forestiller mig, at en del af det svære også kan være den afvisning, man kan føle som forælder, når ens barn virker til ikke at ville kontakten med os. Bekymringer er, på godt og ondt, en trofast følgesvend når man er forælder. Det kan være utroligt hårdt, når man bekymrer sig om sit barns udvikling og trivsel. Men bekymringerne er også et tegn på, at det her er noget som er virkelig vigtigt for dig. Du vil din datter det allerbedste, og du gør alt, hvad du kan for, at hun skal trives og udvikle sig godt.
Du gør allerede en masse for at få øjenkontakt med din datter – du synger, pludrer, taler og søger altid hendes blik, når hun får flaske. Du skriver også, at din datter holder øjenkontakt i 3-5 sekunder, hvorefter hun smiler og kigger væk. Det er helt normalt at små børn kigger væk efter en periode med øjenkontakt. Når man måler på små børns fysiske reaktion på øjenkontakt med deres mor, kan man se, at det kan være meget intenst for dem. På et tidspunkt er det lille barn derfor nødt til at kigge væk for at falde til ro igen, inden det er klar til næste stimuli. Det er forskelligt, hvor længe små børn kan holde øjenkontakten, men de vil alle have brug for den pause, hvor de kigger væk. Når barnet ser væk, er det derfor en rigtig god ide at lade barnet holde pause og ikke søge barnets blik. I stedet kan man læne sig lidt tilbage og vente, til barnet igen initierer kontakt. På den måde lader du din datters krop falde til ro ovenpå den intense oplevelse af øjenkontakt, og du viser, at du er der til at mødes igen, når hun er klar. Hvis man søger barnets blik og kalder på dets opmærksomhed, når det har brug for pausen, kan det blive lidt overvældende og stressende for barnet. Og så kan barnet reagere ved f.eks. at trække sig mere tilbage. Du skriver, at din datter aldrig selv initierer øjenkontakt. Kan det være, at hun ikke når at holde tilstrækkelig lang pause imellem jeres interaktioner, og at hun derfor ikke når at blive helt klar til selv at initiere kontakt?
Det er forskelligt, hvor lang pause små børn har brug for, før de er klar til stimuli igen. Derfor er det også så svært at sammenligne med andre børn, for de kan have meget forskellige behov. Små børn er meget forskellige i både deres motoriske og sociale udvikling på dette tidspunkt, og det kan være vidt forskelligt, hvor meget eller hvor lidt stimuli der skal til, for at det er for meget eller for lidt. Du er den, der kender din datter bedst, og som ved, hvordan hun reagerer på intense oplevelser som øjenkontakt. Jeg vil foreslå, at du prøver at gå lidt undersøgende til værks. Prøv at lægge mærke til, om hun begynder at søge dit blik, hvis du giver hende længere pauser. Jeg mener ikke, at du skal ignorere din datter, men at du lader hende sætte tempoet for kontakten, og du følger med. Du kan også prøve at lægge mærke til, om der er forskel på, hvad hun reagerer på. Trækker hun sig måske hurtigere, hvis der både er øjenkontakt og tale/pludren, hvis der er støj i baggrunden, eller hvis I f.eks. har haft en dag med mange mennesker og oplevelser? At lægge mærke til disse ting, kan måske give dig endnu mere fornemmelse af, hvordan din datter oplever verden sansemæssigt.
Jeg bliver også lidt nysgerrig på, hvad du har prøvet, når du vil trøste din datter? Du skriver, at hun ikke falder til ro i dine arme, og jeg kan forestille mig, at det må være svært for dig, når hun så er ked af det. For nogle små børn, kan det at blive holdt være en intens oplevelse, og nogle falder bedre til ro med mindre stimulering. Nogle børn falder nemmest til ro, hvis de kun lytter til mors stemme, andre med en hånd på maven, og for andre skal der mere til. Igen kan du prøve at undersøge, hvad din der virker bedst for din datter. Du kan prøve at starte med meget lidt stimulering, f.eks. at du bare taler blidt til hende, og langsomt bygger på med kontakt, f.eks. holde i hånden, en hånd på maven, vugges lidt med en hånd på maven, holdes på din skulder uden øjenkontakt, og holdes i favn ansigt til ansigt. Det er forskellige grader af kontakt, og for nogle børn er det svært at falde til ro, hvis kontakten, de oplever, er meget stimulerende for dem.
Jeg forstår godt, at det er svært for dig, når du kan sammenligne din datter med de andre børn omkring jer, og du kan se forskelle. Det er helt naturligt at sammenligne sig på den måde, for som forældre ønsker vi jo, at vores børn udvikler sig, som de skal. Men børns udvikling følger ikke altid samme tempo. Jeg ser det som et positivt tegn, at din sundhedsplejerske har vurderet din datters kontakt som fin, og at du er så opmærksom på hende, som du er. Hvis dine bekymringer fortsætter, vil jeg forslå at du finder en, som du er tryg ved, som du kan tale med. Det kan også være en god ide at tale med din sundhedsplejerske igen, og måske bede hende uddybe, hvad hun ser hos din datter, som gør, at hun ikke er bekymret. Jeg håber, at mit svar her har hjulpet dig lidt med bekymringerne, og at du kan fortsætte dit gode arbejde med at passe på din datter. Du er altid velkommen til at skrive igen.
Maja Nyström
Psykolog, ph.d.