Da spørgeren er ordblind og har bedt om at få rettet stavefejl, er spørgsmålet blevet tilrettet af Sundhedsplejerske Else Guldager, som i øvrigt er glad for et supergodt spørgsmål.
Vi vil gerne understrege, at ALLE er velkomne til at skrive spørgsmål til Sundhedsplejersken.dk uanset, hvor godt man skriver.
Hej Else
Jeg er en mor på 24 år med en datter på snart seks år, som lige nu går i børnehave. Da vi har fået skoleudsættelse, er der et år til skolestart. Lidt kort om min datter:
Hun har været lidt bagud med sproget, og kan ikke side stille på en stol. Det er lysten, der styre hende, hun har ikke rigtig den knap, der siger, det gør man ikke! Mit spørgsmål/problem er, at hun har gået i den samme børnehave siden 2011, og det har været en dejlig børnehave, og min datter var glad for at være der indtil for 6 måneder siden. Børnehaven blev lavet om til tre grupper, hvor den ene gruppe var de små børn, så er der en stor børns gruppe. Den sidste gruppe er for børn med særlige behov – min datter går i den sidstnævnte.
I starten, syntes jeg, det lød som alle tiders idé med en gruppe, der virkelig kunne varetage hvert enkelt barns behov. Men så begyndte problemerne bare at vælte ind. Der går ikke en dag, hvor hun ikke fortæller, hun er blevet slået, sparket og råbt af. Eller spyttet på. Og så for 14 dage siden, var der så også lige en dreng, der tissede på hende. Jeg har taget det stille og roligt og været sikker på, at pædagogerne har vist, hvad de har lavet.
Men da min datter fortæller det med, at hun var blevet tisset på, så var min grænse nået.
Se, jeg er ikke typen, der brokker mig, og hvis det ikke havde været for min mor, havde jeg heller aldrig åbnet min mund. Så jeg gik ind på ledernes kontor og sagde, hvad jeg følte. At det gør ondt på mig at høre, hvad min datter bliver udsat for, og at jeg måske ikke helt synes, at hun passede en i den gruppe, hun var sat i.
Lederen snakkede mig selvfølgelig efter munden og sagde, det var godt, jeg kom og sagde noget, for jeg var jo min datters ambassadør. Jeg vil lige tilføje, at jeg har spurt pædagogerne, om min datter slår eller gør nogle andre ting, og svaret har altid været ”Nej, din datter er altid en glad og smilende pige, som aldrig har slået eller noget”. Men efter det her møde med lederen, er det som om pædagogerne er sure, og de vil helst undgå at snakke med mig. Og da vi lige er flyttet et godt stykke væk fra den børnehave, hun går i, ser jeg jo lidt en mulighed i at flytte hende til en ny børnehave.
Mit spørgsmål er, om det er en meget dum idé. Vil det kun være at hjælpe mig selv og ikke hende? Og hvordan skal jeg sige det i børnehaven, som har udtrykt meget klart, at det ville være dumt at flytte hende. Men min datter er ikke lige frem ked af at komme i børnehave, men hun har tit ondt i maven om morgnen og har ingen appetit. Men hvis jeg så siger ”I dag får du en fridag,” så kvikker hun op. Og som mor kan jeg godt mærke på hende, at hun er utryg ved at komme i børnehave. Den anden dag spurgte hun med en meget glad stemme ”Mor – får jeg så en ny børnehave nu?” Jeg spurgte, om hun da gerne ville det, og hun svarede ”Ja, så kan jeg få nogle venner”, så jeg er i syv sind.
Håber at få lidt hjælp fra jer.
Venlig hilsen
Mona