Hej!
Mit spørgsmål er om renlighed.
Min datter bliver 4 år til oktober. Vi har prøvet mange forskellige ting uden resultat. Det virker lidt til, at hun godt ved, hvad hun skal på toilet/potte, men hun når kun lige at sætte sig og så vil hun ikke mere.
Jeg har prøvet at læse små historier. Nogen gange har jeg siddet på toilettet, mens hun sidder på potten. Desværre sker det ofte, at hun tisser i bukserne, og så vil hun gerne sidde på potten. Jeg er virkelig i tvivl, om hun er klar til at smide bleen. En overgang sagde hun, når hun havde afføring og nogen gange tissede hun også på potten.
Men på grund af en flytning kom vi lidt ud af det. Senere satte vi hende på potten efter aftenmaden hvor hun tit fik tisset og ble på, når hun skulle sove. Om morgenen kan bleen være tør, men hun vil ikke på potten, og jeg vil helst ikke tvinge hende. Hun har aldrig sagt, at hun skal tisse, og nu siger hun heller ikke, hvis hun har afføring i bleen. Bleskift er blevet et værre drama, hun hyler og skriger. Som regel siger hun lad mig være i fred.
Børnehaven siger at hun er god til at holde sig, og det er hun også, men hun mangler at tisse eller have afføring på potte/toilet i stedet for på gulvet. Jeg har prøvet at forklare hende det flere gange. Jeg håber på at jeg kan få nogen gode råd.