Kære panel
Jeg skriver til jer, da min kæreste og jeg efterhånden er dybt frustrerede.
Vores søn på 5 år hører ikke længere efter, hvad vi siger og skriger højt, hvis noget går ham imod. Eks. hvis man beder ham vaske hænder, når han ikke har lyst, eller noget ikke lykkedes ham.
Hvis han taber i et spil eller ikke ikke er god til det, han foretager sig. Han løber fra os, når han ikke har lyst til det, vi beder ham om og gør stort set, hvad der passer ham, uanset hvad vi siger. Han svarer os imod og kalder os grimme ting.
Han plager altid om slik eller legetøj, hvis dette er i sigte og hver eneste gang ender det i rent hysteri, hvis han får et nej. Vi er udmærket klar over, at dette skyldes vores opdragelse. Vi har ikke været tydelige nok og har givet efter alt for ofte.
Nu er hans reaktion så voldsom, at vi endnu oftere vælger den lette udvej.
Nu er vi så nået dertil, hvor vi ikke kan spise aftensmad sammen længere. Vores søn vil ikke deltage i aftensmaden og det er en kamp hver eneste aften. Det virker som om, han ingen respekt har for os.
Jeg bryder mig ikke om at skælde ud og i de få tilfælde det sker, er det fordi jeg mister tålmodigheden og føler total afmagt. Min kæreste skælder ofte ud (efter min mening alt for meget) men det har heller ingen virkning. -Tværtimod opfatter min søn det mest som anledning til at lege slåskamp, eller fangeleg.
Vi ved slet ikke, hvordan vi skal tackle konflikterne længere og er ved at give op. Hvordan skal vi få ham til at lytte, uden at skælde ud? Jeg er så bange for at skade hans selvværd og bliver derfor ulykkelig de få gange, jeg kommer til at skælde ud.
Det skal lige siges, at denne udvikling er ny og vi er derfor ikke vant til alle disse kampe. Han er en følsom dreng og vi har egentligt altid opfattet ham som et nemt og roligt barn.
Vi har overvejet om denne udvikling kan skyldes en masse omvæltninger i hans liv. Han startede på fritidshjem for få måneder siden, han skal starte i skole til august og være storebror til november . Der har absolut ingen problemer været med at starte på fritidshjem og han viser også stor glæde over at skulle være storebror.
Men derudover skal vi også flytte til vores drømmebolig, hvilket er fantastisk, men desværre også betyder, at vores søn derfor er nød til at skifte fritidshjem efter vores sommerferie.
Vi er slet ikke i tvivl om, at vores nye bolig er det bedste for vores søn, men ved også godt at alle disse omvæltninger, på så kort tid, er voldsomme for en 5 årig. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for, at han skal føle sig tryg.
Håber I kan give os nogle råd til, hvordan vi bedst muligt kan være der for vores søn, så han føler sig elsket og anerkendt, samtidig med at vi er tydelige.
Med venlig hilsen