Kære Tania.
Tak for din beskrivelse af din søn, og hvordan det går med amning og med at sove.
Han har vænnet sig til at mors bryster, det er her maden kommer fra, og det er også ved at die og ligge hos dig, at han falder til ro og falder i søvn. Og det er jo gået rigtig fint for ham og for jer. Men nu begynder en ny fase, hvor især I – føler behov for andre vaner. Og det er jo ikke noget, som han tænker sig. Det er ikke altid helt simpelt at skifte gamle vaner ud med nye.
Jeg kan høre, at han er i gang med smagsprøver af skemad. Efterhånden kommer han om 1 – 2 måneder til at spise flere måltider med skemad. Han kan også godt begynde at drikke af kop. For nogle børn, der har vænnet sig til udelukkende at drikke af brystet, fungerer det fint at drikke af kop i stedet for sutteflaske. I kan give ham udmalket mælk og se, om det er noget han kan vænne sig til. Han må også gerne få postevand.
Skemad mætter mere og er tungt fordøjeligt sammenlignet med modermælk. Derfor betyder den mad, han får, noget for hvordan hans søvn bliver. Når han nærmer sig 1-års alderen anbefales i at give ham: 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider. Og han må selvfølgelig gerne ammes i ny og næ, hvis I føler jer tilpas med det.
Et af tegnene på, at det er ved at være tid til mere skemad, det er at barnet vågner hyppigere om natten, simpelthen fordi det har behov for mad. Og jeg tror det er der, I er lige nu. Han må gerne få flere smagsprøver på skemaden. Det kan være grød, grønsagsmos, frugtmos og når han er omkring 6 måneder også fisk, kød, æg osv. Sundhedsstyrelsen har en bog (udgivet i 2016) ’Mad til små’ – kan også downloades. Den indeholder mange gode opskrifter og alle de informationer, som I kan få behov for, så den vil jeg anbefale jer, at få fingre i.
Samtidig med at I giver ham mere mad, så kan I også arbejde på, at han lærer at falde i søvn uden brystet i munden. Det kan foregå ved, at du lirker brystet ud af munden på ham, lige når han er færdig med at drikke. Du kan prøve at putte ham i barnevognen og gå med ham. Hvis han protesterer vildt og inderligt, så bliv ved med at lade ham falde i søvn ved brystet. Så er det for tidligt. Og det er helt rigtigt, som du skriver om ham, når han er faldet i søvn ved brystet. At han vågner op, hvis du lægger ham fra dig for tidligt. Og så bliver det rent galt for ham.
Det er fordi han bliver vækket lige som han er på vej ned i den dybere søvn. Og her er det svært lige at begynde forfra. Så når han først er faldet i søvn ved brystet, så tager det ca. 20 minutter før han sover så fast, at du fx kan lægge ham i barnevognen. Kunsten er så, efter cirka 45 minutter, når han igen sover overfladisk (søvnen foregår i forskellige stadier, det han du læse mere om her), at få ham til at blive ved med at sove og tage en søvncyklus til. Den varer som sagt cirka 45 minutter. Hvis han tager to cyklusser i alt betyder det, at han sover ca. 1 ½ time sammenlagt.
Det er også en vanesag at fortsætte søvnen. Så derfor kan det være rigtig godt, hvis han kan sove i barnevognen og du kan køre ham, når han er ved at vågne. Hvis du har en heldig hånd der, så falder han i søvn igen. Og det vil være en god vane.
Det kan jo eventuelt være hans far, der giver ham skemad og lader ham drikke af kop. Det kan være en måde han vænner sig til, at man godt kan få mad andre steder fra. Hvis han kan mætte sig sammen med far, så kan du sikkert også snart være længere tid væk end 1 ½ time. Så får far og søn også lidt tid sammen. Hvor de kan gøre ingeressante ting. Fx lege og tumle på gulvet eller måske gå i svømmehallen i det varme baby-bassin. Hvis der er sådan noget i jeres nærhed. Et barn bliver ofte rigtig træt efter sådan en tur. Så hvis far har skemad + udmalket mælk med. Så kan det være, at han efter måltidet falder i søvn i barnevognen på vej hjem – af sig selv. Han kan evt. få en ble til nusseklud, eller en lille blød bamse, han kan ligge og nuldre med. Det virker søvndyssende og beroligende for nogle børn.
Jeg har prøvet at give lidt ideer til fremtiden, som jeg håber bringer jer videre.
Held og lykke med det.
Else Guldager