Hej MDAB.
Det er godt, at du har kontakt med din læge og sygehuset angående jeres søns forstoppelse. Den behandling, som du skriver om, han får, det er helt i tråd med myndighedernes anbefalinger.
Jeg regner også med, at I har fået vejledning med hensyn til hans mad og drikke. Det er fint for ham, at han spiser varieret med mange grove grøntsager – fx kogte gulerødder, ærter, majs, spinat, løg, kål af forskellig slags. De nævnte (og flere grove grøntsager, I selv kender til) er gode for fordøjelsen, fordi de er rige på fibre, som får tarmene til at bevæge sig og dermed er med til at stimulere ”gennemløbet”. Det gælder også frugter og bær (måske lige på nær bananer, som kan virke stoppende på nogle børn), I må også gerne give ham andre fiberrige ting. Det er fx groft knækbrød, fuldkornsrugbrød (I kan jo eksperimentere med, om hele hele kerner gør en forskel) og øllebrød. Og så skal han selvfølgelig have vand at drikke så meget, han vil. De fiberrige fødeemner trækker vand til sig under fordøjelsesprocessen, så derfor er vand vigtigt, så meget han har lyst til.
Der er også glimrende give ham surmælksprodukter af sød- eller letmælkstype fx A38 med rugbrødsdrys på og den slags.
Der er også nogle ting, som I skal holde igen med. Det kan være hvidt brød, mælkeprodukter ud over ½ liter dagligt (det er medregnet, hvis han fx spiser surmælksprodukter) og mad, der er meget forarbejdet – fx pastaretter og fastfood.
Og så er det i øvrigt godt for ham, at han bevæger sig så meget som muligt. Måske kan I komme til at gå til babysvømning et sted (hvis I altså ikke allerede gør det), til babyrytmik og i øvrigt, at I tumler med ham rent fysisk.
Jeg håber, at I får mere hold på den mave.
Bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk